- Som mange af jer ved, har vi haft en hård vinter i Love Shop, men vi har valgt at vende det til noget andet end bare gi’ op. Det håber jeg også, I har… Jens Unmack – i dag på alle måder altdominerende frontmand i Love Shop – talte naturligvis om den vinter, hvor han og vi mistede Love Shops elskede mundharpe-spiller Henrik Hall.

 
Stedet var Toldkammeret i Helsingør, hvor Love Shop havde premiere på deres 2011 'Redningstour', som de har valgt at kalde dette års turné.

Og aftenen beviste dét, den skulle: at Danmarks fineste poporkester KAN reddes – selv efter Halls tragiske bortgang.

Bevares; Henrik Hall savnedes så afgjort – såvel i lydbilledet som udstrålingsmæssigt på scenen. Men alt imens øjenkrogene næppe kunne påstås at forblive tørre, da man blev mindet om Henrik Hall, var alle i salen bestemt også med på ikke at give op og i stedet være med til at føre Love Shop videre.

Da Jens og bandet efter det indledende citat satte i med et brag af en fænomenalt følt udgave af den 17 år gamle 'Det elsker jeg' var den kærlighed, der strømmede Love Shop i møde fra salen, på det nærmeste håndgribelig.

Det kan man så sige er ganske normalt til Love Shops koncerter, for det band har ved Gud den mest dedikerede fan-menighed på denne side af paven, men omstændighederne var anderledes denne aften. I og med at Hall er borte.

Men skal der være kamp for kærligheden (og Love Shop), så LAD der være kamp for kærligheden. Og den kamp vil blive vundet, for det er tydeligt, at både publikum og Jens Unmack, Thomas Risell (bas), Mika Vandborg (guitar), Mikkel Damgaard (keyboards) og den debuterende Bøje Holm (guitar) VIL Love Shop.

Som jeg så ofte har skrevet tidligere, ville det fandme også være noget nær en forbrydelse mod menneskeheden, hvis der ikke var nogen derude til at spille de mange pragtsange i Love Shop kataloget.

Sættet i Toldkammeret var naturligt nok delvist domineret af sange fra Love Shops fornemme 'Frelsens Hær' album fra sidste år. Og den gode nyhed er, at sange som 'Redningsklar', 'De elskende', 'Fester i Danmark' og den sviende 'Dit eget selvmord' får endnu mere pondus live.

Men naturligvis er den godt stoppede hylde med klassikere stadig åben i kærlighedsbutikken. Så vi fik 'Pia Larsen', og vi fik 'Fuck min højdeskræk', 'En nat bliver det sommer', 'Copenhagen Dreaming', en overstadig 'Det tog mig et år' og vi fik en netop denne aften mere-end-nogensinde-nødvendig 'Love Goes On Forever'.

- Her i sangen plejer Henrik Hall at spille. SYNG for ham! opfordrede Unmack.

Det blev gjort. Højt, stolt og som den hyldest, Hall fortjener igen og igen. Og som masser af udstrakte hænder til Love Shop. De dér ord med '… en skønne dag, tager vi væk herfra. Så tag min hånd, mens du kan i dag' har sgu’ efterhånden fået en helt særlig betydning for de af os, som holder af Love Shop.

Når alt det så er sagt, så var lydbilledet i Toldkammeret endnu ikke helt på plads, ligesom et par tekniske problemer ærgerligt også sneg sig ind. Men den slags sker nu engang til premierer.

Det vigtigste er, at Love Shop stadig ikke er modne til butiksdøden. Og naturligvis kan Henrik Hall ikke erstattes, hvorfor det også er godt, bandet ikke har prøvet på det, men – endnu mere – plads til Bøje Holms fine slideguitar-spil kunne sagtens med tiden mindske savnet af Henrik.

I hvert fald glæder jeg mig allerede til at se Love Shop igen, og i skrivende stund er det faktisk kun halvanden time siden, jeg forlod Toldkammeret.