I ’(Untitled)’ – en af filmene, der blev vist på dette års så småt overståede CPH:PIX – stilles der spørgsmålstegn ved, hvorfor så få mennesker bryder sig om disharmoni. Harmoni er et kapitalistisk komplot skabt for at sælge flere klaverer, siger én af karaktererne.
Lou Reed har måske været på de samme tanker, da han for 35 år siden udgav pladen ’Metal Machine Music’, der bestod af fire kvarterlange segmenters hæmnings- og retningsløs guitarstøj og feedback. En plade, der stadig af nogle betragtes som en joke for at slippe ud af en pladekontrakt.
Uomtvisteligt er det, at ’Metal Machine Music’ står tilbage som en af det forrige århundredes mest radikale og mareridtagtige eksperimenter fra en kunstner der blot tre år tidligere havde gjort sig bemærket på poppens hitlister med ’Perfect Day’ og ’Walk on the Wild Side’.
Og modsat mange af sine leflende kollegaer, så rejser Lou Reed i dag ikke rundt og spiller hele dét dér ’Transformer’-album, og en Velvet Underground-gendannelse ser heller ikke ud til at ligge ligefor.
Næh, i stedet interesserer det tydeligvis den aldrende New Yorker mere at vække sine mest hadede plader til live ved at fremføre dem for sine fans over hele kloden. Måske som en slags katarsis, inden træskoene stilles på hylden.
Således spillede Reed for to år siden hele sin berygtede og dystre konceptplade ’Berlin’ i Operaen. Et værk om stofmisbrug og død, der vækkede harme blandt kritikere og fans, da han udsendte det som opfølger til populære ’Transformer’ – selvom det som album var væsentligt bedre.
To år senere kom så ’Metal Machine Music’, der måske er en underlig parentes i Lou Reeds karriere (men som til gengæld lagde grundstenene til både noise rock og industrial-genrerne), og den plade rejser den 68-årige amerikaner nu rundt og hylder med sin ”Metal Machine Trio”.
Farvel foragerede ægtepar
I aftes ramte turnéen DRs Koncerthus, der næppe har været udsat for så kakofonisk et helvede, siden dets indvielse; allerede inden koncerten gik i gang var fire guitarer opstillet foran fire forstærkere, der summede løs og så småt forberedte trommehinderne på den forestående forestilling.
Pludselig luntede Lou Reed så på scenen med i store kondisko og gik straks over til de fire forstærkere, som han pillede ved i ti minutter med ryggen til publikum, hvorefter han gav sig til at buldre på en kæmpe tromme som en slags indvielse af ceremonien.
Og herfra stod den på fem kvarters disharmonisk støj, hvilket hurtigt jagede mangen et forarget ægtepar ud af Koncerthusets fornemme rammer.
Men der var ingen nåde at spore hos Reed, samt saxofonist Ulrich Krieger (kendt for at have transskriberet ’Metal Machine Music’!) og den elektroniske lydmager Sarth Calhoun.
Krieger tvang konstant skingre toner ud af saxofonen som afløsning for ’Metal Machine Music’s ekstra lag af guitarer, mens man associerede man til avantgardeveteranen John Zorn, som Lou og hustruen Laurie Anderson desuden indspillede en plade med for et par år siden.
Hypnose
Det tog nogle minutter at blive ét med den larmende legeplads, men med tiden lod man sig hypnotisere af den summende mur af støj, der flere gange pegede i retning af Reeds meditationsplade ’Hudson River Wind Meditations’ fra 2007.
Bedst var det hele, når man red med på dissonansens bølger, som banede vej for en form for rytme hist og her. Da glimrede eksperimentet i sandhed.
Som enkeltstående afbræk i hypnosen afveg Lou Reed midtvejs fra ’Metal Machine Music’s mur af støj, da der blev skruet ned for de summende forstærkere, og han slog uforvrængede toner an på guitaren, mens et ægtepar stoppede op på vej ud af salen.
Men den stille stund var blot anbragt strategisk for at bane veje for en brummende og støjende rytme på guitaren, der rungede i koncertens resterende minutter.
Punktum med gongong
Dén rytme ledte frem mod klimakset en time inde, hvor Reed rejste sig, gik frem på scenen til Krieger og startede en kollektiv instrumentvoldtægt, som kulminerede, da Lou til sidst gik satte punktum for seancen ved at buldre på en gonggong bagerst på scenen.
Aftenens eneste ord faldt til slut, da den kompromisløse helt sluttede af med at introducere bandet og sige ”I hope you loved this as much as we did”.
Loved er så meget sagt, men under alle omstændigheder kunne man forlade Koncerthuset en unik oplevelse rigere.
Og desuden med visheden om at Lou Reed (stadig) ikke er klar til at give afkald på sin musikalske integritet.
