Livets op- og nedture med Williams er en musikalsk tour de force

Det er kun lidt over et år siden, Lucinda Williams sidst lod høre fra sig med den award-vindende Down Where the Spirits Meets the Bone. Den 63-årige kunstner er som utømmelig brønd, der har oplevet livets skyggesider på tæt hold.

Det billede ændrer The Ghosts of Highway 20 ikke på. Både musikask og på tekstsiden udfordrer hun sig selv igen, og i forhold til forgængeren er der skruet lidt mere op for strømmen. Ved sin side har Williams de to markante guitarister Bill Frisell og Greg Leisz, og de får lov til at sætte deres præg.

Den tunge og groovy Dust åbner, hvor de to duellerer til lyden af nogle rullende trommebeats, mens I Know All About It med sit højtsvævende jazzanslag skaber ren magi. Den tragiske ballade Death Came er som rullet i ørkenstøv og tårer, hvor Williams med sin vindblæste vokal næsten gør omkvædet ubærligt: "Death came and took you away from this/Oh I miss you so and I long to go".

Albumtitlen er inspireret af den hovedvejsstrækning, som går fra Georgia til Texas og de skæbner, som bor langs den inklusive Williams selv. Et levet liv, ting der ikke gik, som de skulle. Livets op- og nedture med Lucinda Williams er en ren tour de force på et album, der er spækket med gode sange.

Lucinda Williams, The Ghosts Of Highway 20, Highway 20 Records / Border | Udkommer 6. februar 2016