____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>AF FINN P. MADSEN - Gaffa

Følsom sangskriver genfinder formen med ny elektronisk legekammerat

Der har været stille omkring den britiske singer/songwriter David Gray i længere tid. Derfor har det let pulserende åbningsnummer på kunstnerens niende udspilMutineers sigende fået titlen Back in the World. Efter det bragende gennembrud med albummet White Ladder og signatursangen Babylon var han om nogen med til at definere det nye kuld af følsomme sangskrivere, der dukkede op inden årtusindskiftet. Nedbarberede sange pakket ind i form for alvor, der gik lige til hjertet, var den succesfulde opskrift. Desværre har Manchester-sangeren haft svært ved at forny sig og gentage de velskrevne sange. Mutineers kan måske lave om på det.

Der er strammet op på sangskrivningen, og hans nye samarbejdspartner, den elektroniske duo Lambs Andy Barlow viser sig som en gevinst. Den tempofyldteAs the Crow Flies sammensmelter en elektronisk bund med fornemmelsen for den gode melodi, mens det fine titelnummer brænder stærkt igennem med Grays insisterende vokal. På Birds of the High Arctic hænger de sørgmodige pianonedslag og dystre cellostrofer som mørke gardiner, mens Gray på The Incredible og Girl Like You rammer den alvorstone, han mestrer så godt.Multineers er et velkomment udspil fra en kunstner, man egentlig havde afskrevet.