Steven van Zandt er kendt som guitarist i Bruce Springsteens E Street Band og som skuespiller. BT har talt med Little Steven, der lige nu er i færd med at genopfinde sig selv på en turné.
Normalt forbinder man Steven van Zandt med rollen som guitarist i Bruce Springsteens E Street Band - og skuespil. Især hans rolle som Silvio Dante i ’The Sopranos’ og en rolle i den norske serie ’Lilyhammer’ har gjort ham kendt som skuespiller.
Men Little Steven, som han også kaldes, er også solist. Eller rettere; det er han blevet igen efter en 20 år lang pause. Tidligere i år udsendte van Zandt et album, ’Soulfire’, primært med indspilninger af numre, som van Zandt har skrevet til andre. Han spillede i juni Amager Bio i juni ved en koncert, som BTs Steffen Jungersen kaldte en 'ganske bedårende blanding af rock’n’roll og Motown Soul'.
Allerede den 22. november – på Stevens 67 års fødselsdag – vender han tilbage igen. På andre dele af arbejdsmarkedet ville Bossens sideman og - lidt underkendte - reelle orkesterleder, når de står på scenen, kaldes pensionsmoden. Sådan er det ikke her.
»I mit sind er jeg stadig 25. Jeg er aldrig rigtig blevet voksen, er jeg bange for. Jeg forsøger bare at undgå spejle. Så har jeg det fint,« siger van Zandt med et grin i telefonen fra et sted i USA. Han har netop overstået nogle møder med tv-producere i Los Angeles. Både musikken og skuespillet trækker i ham.
»Det er faktisk lidt som at begynde forfra. Det hele er lidt usikkert, jeg føler, at jeg er ved at skabe et nyt forhold til publikum. Vi lagde ud i maj, hvorefter der fulgte fem uger på små scener, og det gik så godt, at vi blev enige om at fortsætte. Det var lidt af et eksperiment. Jeg er færd med at genopfinde mig selv – i en alder af 66,« siger van Zandt.
For en mand, som det danske publikum er vant til at se som en lille prik på scenen ved siden af sin ven og chef gennem 50 år, Bruce Springsteen, må et sted som Amager Bio siges at være et minimalt sted. Og det er et helt bevidst valg.
»Det er essensen i mit projekt. Jeg bringer min musik tilbage til livet, det har ligget i dvale alt for længe. Jeg forlod min egen musik for 20 år siden til fordel for skuespil og turnéerne indimellem med Bruce. Mine første album var dedikeret til politik. Nu handler det om mine soulrødder sammen med The Disciples of Soul.
Du optræder med et 16 mand stort band. Andre skærer ned og optræder med en hulens masse elektronik?
»Ja, det er det smarte at gøre. Og jeg er ikke ret smart. Jeg er old school. Jeg ved ikke, hvordan elektronikken virker. Rigtige mennesker spiller rigtige instrumenter. Det er det, der virker for mig. Den største udfordring er at få plads til bandet på scenen i Amager Bio, hæ. Men det er enormt sjovt, og vi har det fantastisk.«
Jeg gad godt se en festivalkoncert med jeres soulrock.
»Vi kommer til at spille på festivaler, men det er en balancegang. Lige nu er jeg lidt bange for at miste intimiteten, hvis vi spiller på de store festivalscener. For nærheden er vigtig for mig, det er en del af projektet. Når man er i gang med at genoprette sit forhold til publikum, som jeg er lige nu, er det vigtigt, at vi kan mærke hinanden.«
Som da du i sin tid førte soulmusikken og rocken sammen med Southside Johnny?
»Min rejse begyndte i Southside Johnny and the Asbury Dukes, jeg videreudviklede lyden på mit første soloalbum. Sidste år indspillede jeg et roots-album med Darlene Love (soullegende, der begyndte som sanger for Phil Spector, red.). På en måde satte arbejdet med Darlene noget i gang i mig. Det var min debut som musical director.«
Der er Steven van Zandt lige lovlig beskeden. Han er en af hovedfiguren bag den såkaldte Jersey Shore-lyd som medlem af og producer for netop Asbury Dukes, til hvem han skrev det ultimative Jersey-nummer ’I Don’t Want to Go Home’, som producer for Gary U.S. Bonds og som, igen lidt underkendt, medproducer på diverse Springsteen-album.
Genoplever du fornemmelsen fra dengang, du og de andre spillede rock- og soulkopinumre med de andre på scenerne i Asbury Park, New Jersey?
»Jeg genoplever glæden. Når man ser tilbage, er jeg taknemmelig over at være vokset op på et tidspunkt, hvor der syv eller otte rock-n’roll tv-show hver uge på tv. Kan du forestille dig det i dag? Det var altid rock og soul sammen. Britiske rockbands som Stones, Beatles sammen med Marvin Gaye og Smokey Robinson. Rock'n'roll integrerede samfundet, før det begyndte at integrere sig selv. De vigtigste lovændringer, blandt andet fuld stemmeret for sorte, kom efter rocken. Borgerrettighedsbevægelsens helte var selvfølgelig folk som Dr. King, men det var den musik, vi lyttede til, der fik hvide og sorte til at danse sammen.«
Jeg betragter Elvis som en form for borgerrettighedsforkæmper – uden at vide det?
»Absolut. Lige meget, hvad du gør derovre i Danmark, så undervurder ikke hans betydning i den sammenhæng. Jeg har et fond, der støtter musikundervisning i amerikanske skoler. Vi har 100 timer langt forløb mht. undervisning i rockmusikkens historie. Vi bruger netop Elvis som eksempel på, hvad det definerede, hvad rock ville blive, integration af hvidt af sort.«
Hvad med at lokke din chef med ud på en intim-turne?
»Med Bruce har vi ikke rigtig et valg. Han ville helt sikkert gerne. Men markedet afgør, hvor vi spiller. Sidste gang spillede The E Street Band f.eks. tre aftener i træk i Göteborg. Vi kan ikke tage tilbage til en by, hvor vi spillede for 230.000 mennesker i 2016 og spille for 900. Der ville opstå ballade og totalt kaos.«
