Lionel Richie om venskab med Rasmus Seebach, og hvorfor han ikke sagsøgte Gary Moore.

Når Lionel Richie giver koncert i Falkoner Salen 21. februar, satser han stærkt på Rasmus Seebachs selskab.

De to sangere og komponister blev venner, da Rasmus i 2012 fløj til Los Angeles for at indspille en ny version af hittet ’Say You Say Me’ til Richie-albummet ’Tuskegee’.

Og selvom Seebach ikke var den eneste gæst på albummet, så indtager han tydeligvis en stor plads i poplegendens hjerte.

- Der er noget helt specielt over Rasmus. Ikke alene er han rygende talentfuld. Men har også en knastør humor. Han er dybt respektfuld. Men samtidig er der også en drenget frækhed, der bare lægger alle ned, siger Richie, der også vil invitere Rasmus med til sin danske koncert.

- Om det bliver på tilskuerrækkerne eller med oppe på scenen, det er op til Rasmus selv, siger Lionel om den danske multiplatin-stjerne og ven.

100 millioner album

Men uanset, om Rasmus er med på scenen eller ej, så glæder den 65-årige megastjerne sig til endnu et besøg i Danmark.

Allerede i midten af 70erne scorede Lionel Richie sine første hit sammen med gruppen The Commodores i midten af 70erne. Han har siden skrevet millionhit til både Kenny Rogers og Diana Ross. Og i dag har han solgt over 100 millioner album.

Når magien opstår

Og når han sætter sig ned bag klaveret i millionvillaen i L.A., føler han stadig spændingen.

- Som sangskriver ved du aldrig, hvornår magien opstår. Du kan spille en C-akkord den ene dag, uden at der sker noget. Dagen efter kan du så trykke på de samme tangenter. Og så pludselig er den der. Du kan høre noget nyt oven på de samme gamle toner. Og så kommer sangen ud af det rene ingenting. Og jeg ved stadig ikke, hvordan og hvornår det vil ske.

- Det tog mig bare 40 minutter at skrive ’Say You Say Me’, som Rasmus og jeg genindspillede. Og det giver stadig folk nerver på, når jeg møder op uden noget nyt på papiret. Men så sætter jeg mig ned ved klaveret. Og så er den der, siger Lionel, der stadig er overrasket, når en iørefaldende ny sang ikke blot er tyveri fra en kollega.

Gary Moores kopi

- Da jeg havde skrevet ’Three Times a Lady’, tænkte jeg ’det kan da ikke være rigtigt - noget så simpelt må da allerede eksistere. Men det gjorde det ikke, siger Lionel, der godt ved, at andre komponister også har snuppet idéer fra ham.

Således råbte mange vagt i gevær, da irske Gary Moore i 1990 grovhittede med sin ’Still Got the Blues’. Her lyder det karakteristiske guitartema - næsten tone for tone - som melodilinjen i Lionels ballade ’Hello’, der blev udsendt syv år tidligere.

Men Lionel Richie overvejede på intet tidspunkt at sagsøge.

Kan godt høre lighederne

- Der er trods alt kun 12 toner at tage af. Jeg lyttede selvfølgelig til sangen. Og jeg kan godt høre lighederne. Men så tænkte jeg også over, hvor mange plader jeg solgte, og hvor mange plader Gary Moore solgte. Og det virkede urimeligt at sagsøge, siger Lionel Richie, der bliver overrasket, da BT kan fortælle om ’Still Got the Blues’’ million-succes.

- Måske skulle jeg alligevel have sagsøgt, griner Richie.