Den britiske popfe dropper hit-karrieren og vil nu koncentrere sig om de skrå brædder.

Hits som "Fuck you", "The Fear" og "Not Fair" kan blive de sidste fra Lily Allen, der mener, at hun ikke kan vride mere ud af stemmen. I et interview til The Sun udtaler Lily Allen om karriereskiftet til skuespiller:

- Jeg har været på turné i fire år og har virkeligt givet min stemme alt, hvad den er værd. Jeg har det hårdt, så jeg vil prøve noget nyt.

Og hun er ikke den første musiker, der får nok af branchen og skifter den ud med skuespillerfaget. Stones-guitaristen Keith Richards gav den som pirat i "Pirates of the Caribbean". David Bowie skræmte livet af børn i "Labyrinth, og Tom Waits spiller selveste djævlen i den kommende film "The Imaginarium of Doctor Parnassu".

Popprinsessen bliver ifølge magasinet Soundvenue skuespiller på fuld tid til marts, når tourbussen er i garagen. Men hun er allerede nu begyndt at gå til drama-undervisning.

Den første hovedrolle er også allerede på plads. Lily Allen skal spille i instruktør Neil LaButes (manden bag bl.a. "Nurse Betty", der havde  Renée Zellweger og Morgan Freeman på rollelisten) teaterstykke "Reasons to be pretty", der kommer på plakaten i Londons Westend.

Lily Allen udtaler sig sparsomt om sit kommende job, som hun finder "vidunderligt og skræmmende".

Hør Lily Allen på MySpace.