Lars Ulrich spillede søndag aften jazz med sin 86-årige far, Torben Ulrich.
Lars Ulrich spillede søndag aften jazz med sin 86-årige far, Torben Ulrich. Foto: Hanne Budtz

Trommeslageren i verdens største Heavy Metal band var ude at lege og larme hinsides Herrens mark foran kun 150 mennesker – Herren i dette tilfælde Lars Ulrichs far Torben og hans free form jazzband

- Du-eh, det dér med de store interviews og sådan, det tager vi næste gang, jeg kommer, ikk’? Det hér er jo ment til at køre med rimeligt lav profil!

Så mange var ordene fra Lars Ulrich, da jeg forhørte mig, om det ikke ville være betimeligt med en snak med ham og hans far Torben, inden d’herrer første gang nogensinde skulle optræde sammen med Torbens free-form jazzband i Københavns Huset søndag aften.

Helt igennem fair selvfølgelig at Lars havde lyst til en tur i legeland uden offentlighedens store projektør brændende ned over hovedet i øvrigt. Så den snak tager vi næste gang.

AUSTRIA MUSIC

Og historien kun fortalt fordi jeg i øvrigt skulle hilse og sige at udtrykket ”lav profil” i denne sammenhæng rækker som som en slikært på en buffet for udhungrede nilkrokodiller. Da Lars sidst besøgte Danmark med Metallica og gav koncert i Horsens i sommer, var godt 30.000 mødt op. I Haut, som Husets teaterscene kaldes, var kapaciteten cirka 150 mennesker.

Hvis de ikke fik andet, fik de en anderledes oplevelse. Meget anderledes endda. For man kan med nogen tryghed gå ud fra, at eventuelle gengangere fra sommerens Metallica koncert – som Deres udsendte – måtte konstatere, at den så omtalte Herrens Mark er lokaliseret inde hos naboen set i sammenligning med, hvor langt ude det hér var.

Den nu 86-årige Torben Ulrich, som ud over sin jazzkarriere har en fortid som tennis-es og – såmænd – jazzanmelder på nærværende dagblad, har i hele sit liv været en provokatør. Det er han i dén grad stadigvæk, skulle det vise sig i Haut.

metallica

Gennem fire bizarre, totalt improviserede og lidet sammenhængende instrumentale ekskursioner udi  tonernes verden i løbet af fem kvarter trak de fire musikere – Lars, pianisten Søren Kjærgaard, bassisten Peter Friis og endnu en trommeslager Claus Bøje – i hver sin retning, tilsyneladende fast besluttede på at bevise at det dér begreb ”harmoni” er noget overvurderet pjat som sådan.

Midt i det hele tumlede Torben så rundt og slog lidt på nogle af instrumenterne, hældte for effektens skyld nogle stålkugler fra én skål over i en anden og brummede ind imellem lidt i en mikrofon.

- Vi ved ikke, hvad der sker, når de kommer på scenen. Det er faktisk ikke sikkert, at de selv ved det, som konferencieren så præcist – skulle det vise sig – forudsagde aftenens forløb, før starten gik.

roskildefestival2013

Det vidste de næppe, men i perioder var det faktisk ganske charmerende. Ikke så meget p.g.a. de musikalske udfoldelser – som de nu var – som takket være Torben Ulrichs betragtelige charme.

- Ja, jeg ved ikke, om det var nok allerede nu. Men er der nogen spørgsmål? forhørte han sig efter de første tyve minutters famlen over instrumenterne.

Hvilket fik én blandt publikum til at spørge, om de kunne nogle Metallica numre.

Så gik der tyve minutter mere hvor musikerne atter demonstrativt undlod enhver bestræbelse på på noget tidspunkt at finde hinanden – det hér betegnes ikke ”free form” for ingenting. Og bevares, mand for mand kunne de såmænd godt spille, og Lars faldt heller ikke ved siden af i den sammenhæng.

Metallica

- Det var ”Kill ’Em All”, forkyndte Torben så – selvfølgelig med henvisning til Metallicas klassiske første album med dén titel.

- Forresten, vi spillede noget af det hér i Svendborg for nylig. Dér var der én fra publikum, der råbte ”det dér swinger jo ikke en meter”. . . og det kunne vi jo kun give ham ret i. Nå, skal vi gå hjem nu?

Det kunne de jo godt gøre, og det gjorde de så også efter endnu tyve minutter. Og fraset meget af det musikalske svar på et Salvador Dali maleri, som dette spektakel vel egentlig var, var det ind imellem egentlig  ganske underholdende. Også da Lars som afsked forkyndte:

- Vi kommer igen næste sommer. Så spiller vi det samme tone for tone i Horsens.

Så har man da prøvet det, og nu er I så advaret i Horsens. Personligt er jeg nødt til (tænk over den!) at høre Metallicas ”Welcome Home (Sanitarium)” nu. . .

Steffenjungersen.dk

BRITAIN-ENTERTAINMENT-MUSIC-GLASTONBURY

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook