Leonard Cohen og hans sublime band bød op til dans på stjernetæpper i København
Det var så lige dér i omegnen af to timer inde i Leonard Cohens godt tre timer lange koncert lørdag aften under ’Take This Waltz’, at jeg – for nu at bruge et stort ord – fik en åbenbaring (og nu er I advaret; det bliver ikke det eneste store ord, som finder vej ind i denne anmeldelse): For dér stod de pludselig skrevet i ord, toner og nærmest nervelammende oprigtighed fra en stor, stor kunstner. De øjeblikke hvor der simpelthen er mere på spil end som så. Hvor musik ikke længere ’bare’ er musik, men trænger ind, hvor det gør både godt og ondt. Hvor antydningen af hvor smukt livet kan være – selv i en verden på dødedansens deroute – i små stik i hjertet konstant gør opmærksom på sig selv.
Dermed velkommen til en koncert, hvor beskrivelsen ’fremragende’ rækker som en defekt stjernekikkert, når man havde sat næsen op efter himlen på et fad. For dette, mine damer og herrer, var blodet fra et bankende hjerte, livet i sin smukkeste form og en understregning af, at vi har en forpligtelse til at leve førbemeldte liv, hvor det leves stærkest. Så får det være, at dén beskrivelse sikkert er alt rigeligt til at redde mig en mindre heldig diagnose fra de mere kyniske blandt læserne. For i musik når musik er smukkest findes ingen filtre, og det ville være en forbrydelse mod sig selv og alle andre at sætte filtre ind.
På det mere prosaiske plan kan jeg selvfølgelig også bare citere en kær ven og kollega, som for Skaberens skøn vide hvilken gang følte sig kaldet til at udbryde midt i ’Come Healing’:
- Hold da kæft, hvor har den mand skrevet mange fremragende sange.
Jo, det har han – Leonard Cohen, som fylder 78 om en lille måneds tid. Og hvor blev de sange dog smukt, suverænt og spillevende serveret på Rosenborg Eksercerplads af Cohen med sit ligeud sublime band og måske dén bedste og mest klokkeklare lyd, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at opleve udendørs.
Da bandet først havde spillet sig i gang med ’Dance Me To The End Of Love, en bedårende bluesy ’Bird On A Wire’ og ’Banjo’ kendte koncerten kvalitativt kun én vej: opad. Da mørket – faktisk lige omkring ’Darkness’! – sænkede sig over storbyen med de løfter om liv og søde synder, den slags nu engang bringer med sig.
I mørket opstod den intensitet og intimitet, Cohens sange nu engang kræver, hvis de for alvor skal folde sig ud. Og så gik vi fra det sublime til det bjergtagende: fra førnævnte ’Come Healing’ via ’Tower Of Song’, ’Heart With No Companion’, ’I’m Your Man’ og ’Democracy’ til førnævnte ’Take This Waltz’ og en bedårende version af Drifters’ gamle ’Save The Last Dance For Me’.
Og så har jeg ikke engang nævnt to af aftenens absolutte højdepunkter, nemlig de susende smukke ballader ’Coming Back To You’ og ’Alexandra Leaving’, som blev sunget af Cohens korpiger. Førstnævnte af de brillante søstre Charley og Hattie Webb, og den sidste af Cohens mangeårige sangskriverpartner Sharon Robinson.
Det var en stor, stor aften med en endnu større kunstner. Der var perioder af overjordisk skønhed, og hvis – som temaet naturligt nok synes at være for den aldrende hovedperson i disse år – Leonard Cohen er ved at nærme sig sit livs sidste blues, så kan det sgu ikke gøres flottere – spillet som den blev på englenes hjertestrenge.
LEONARD COHEN
Rosenborg Eksercerplads
Seks stjerner ud af seks
