Leonard Cohen kørte på rutinen

At Leonard Cohen regnes som en af de ypperste sangskrivere, kan man ikke indvende noget imod. Hans tre første plader, skrevet og indspillet i årene 1967-1971, hører uomtvisteligt til blandt de allermest indflydelsesrige inden for singer/songwriter-feltet.

Den akustiske, introverte og afdæmpede stil, der prægede disse værker – ’Songs of Leonard Cohen’, ’Songs from a Room’ og ’Songs of Love and Hate’ – var dengang helt unik, og Cohen har aldrig ramt den samme specielle stemning i løbet af de 40 år, der siden er gået.

1988’s ’I’m Your Man’ og ’The Future’ fra 1992 er hans bedst sælgende, mest kendte albums, men både i stemning og lyd er de radikalt anderledes end førnævnte trilogi, idet det er den nøje arrangerede musik snarere end Cohens stemme, der hér spiller rollen som protagonist.

Og hvorfor er dette så relevant? Jo, fordi den nu 75-årige romantiker og hans musikalske medhjælpere i dag placerer sig lidt anonymt imellem stilen fra de første år af hans karriere og dén fra de senere.

Der er ikke megen stemme tilbage, så Leonard lever i dag primært på sin dybe og tørre basrøst. Og dét betyder, at hans livebackingband burde spille musikken med ekstra liv og karakter som på ’Man’ og ’Future’. Men det gør de desværre ikke.

I stedet virker deres tilgang til musikken for pæn og poleret. Denne lytter var i hvert fald lidt skuffet over koncerten i Københavns Forum, netop fordi mange af sangene led under de glatte, silkebløde loungetoner fra bandet og Cohens monotone, næsten oplæsende stemme.

Man var dog på intet tidspunkt i tvivl om, at den aldrende charmør elskede at stå på scenen, og der var åbenlyst følelser bag hvert af hans ord. Men det var bare ikke helt nok med poesien og charmen – et problem der blev udpenslet under hans koncert i Malmö Arena i aftes.

Rutinefornemmelse

Var man vild med de seneste koncerter, Cohen har spillet på dansk grund, vil man givetvis ikke blive skuffet, når han næste lørdag går på scenen ved Fruens Bøge i Odense. For der er ikke sket mærkbare ændringer i showet. Og så alligevel...

En vis rutinefornemmelse prægede nemlig store dele af den mere end tre timer lange seance, som canadieren og hans seks mand store band (plus tre korsangerinder) diskede op med i den udsolgte arena.

De 15.000 gæster tog ellers imod med et jubelbrøl, da Cohen entrede scenen i gadedrengeløb, inden han allerede et par sange inde i koncerten røg ned på hug og på knæ, mens han levede sig ind i sangteksterne. Hvis bare bandet så havde gjort lidt af det samme.

Godt nyt

Spartanske klassikere som ’Bird on the Wire’ og ’Chelsea Hotel #2’ var søbet ind i orkestreringer, der fik dem til at fremstå som noget fra Elvis Presleys smørtenorperiode, og det var kun ’Ain’t No Cure for Love’ og særligt ’Everybody Knows’, der rigtigt fungerede i den første halve time.

Men så kastede Cohen sig pludselig ud i to nye sange fra hans kommende album – først ’The Darkness’, der i al sin dybe noir-lummerhed faktisk endte som et af aftenens højdepunkter og bagefter ’Born in Chains’, som sparringpartneren Sharon Robinson dog sang størstedelen af.

Desværre blev mange af de ældre sange tvunget i knæ af lange instrumentale passager, hvorunder især Dino Soldo og Javier Mas leverede deres saxofon- og akustiske guitarsoloer, som var de programmeret til det.

Smukkeste øjeblik

Det blev heldigvis mere personligt efter pausen, da den gode Leonard tog en akustisk guitar over skulderen og tvang bandets fløjlsbløde leveringer lidt i baggrunden, mens aftenens tredje nye sang ’Feels So Good’ understregede, at man godt kan begynde at glæde sig til det nye album.

Inden da havde ’Suzanne’ stået som aftenens mest afdæmpede og smukke øjeblik, hvor Cohen virkelig brændte igennem i mørket, kun akkompagneret af keyboard, og hvis man havde været i tvivl inden, så var man det ikke efter den sang: ”less is more”.

Både ’Sisters of Mercy’, ’I’m Your Man’ og ’Take This Waltz’ (dedikeret til den svenske forfatter Göran Tunström) blev efterfølgende spillet med et overskud, der desværre ikke var nok af i koncerten – især ikke under ekstranumrene, der kun for alvor glimrede, da bidske ’Democracy’ marcherede ud over scenekanten.

Instrumental overload

Det er klart, at man som 75-årig har brug for mange pusterum og pauser, men det er også stensikkert, at man godt kunne have hyret nogle mere interessante musikere til at bakke sig op, end Leonard Cohen har gjort.

Efter tre timer og et kvarter var det i hvert fald lige før man led af instrumental ”Cohen overload”, og man må håbe, at der mere musikalsk gejst at spore i Odense-koncerten om en uges tid, hvis poeten og hans band har tænkt sig at spille lige så længe dér.

Afsluttende skal desuden lyde en lovprisning af de fortrinlige lydforhold i Malmö Arenaen, der i dén grad danner foregangs eksempel for den store multihal, som København stadig mangler.