I sidste ende er musik, hvad lytteren selv lægger i det, man hører.
På et tidspunkt under aftenens koncert udbrød James Taylor, 'det virker som det helt rette øjeblik med noget Holland-Dozier-Holland (legendarisk Motown sangskriverteam, red)'.
Nu er det svært at forestille sig et øjeblik, hvor det ville være direkte upassende med Holland-Dozier-Holland.
Men den 66-årige sangskriver og sanger havde så evigt ret, da han og hans superbe, tæt sammenkittede band satte i med nævnte trios 'How Sweet It Is (To Be Loved By You)'. For på det tidspunkt, et par timer inde i koncerten, var det blot og bar kærlighed, der fyldte rummet mellem JT og det udsolgte Falkoner.
Kærlighed i salen? Ja-ja, en kliché, tyndere end hårpragten på Taylors hoved. Men som sagt, musik er, hvad man lægger i den. Og det var musikalsk forførelse, anført af den ranglede amerikaner med de mange længselsfuldt melankolske, for sin tid skelsættende følsomt/introverte, skamløst melodiske sange.
Som Bruce Springsteen en gang sagde, 'da jeg begyndte som sangskriver, drømte jeg om at få James Taylors talent og Jackson Brownes udseende'.
Så har vi indplaceret Taylor, på hvis smalle skuldre westcoast-navne som The Eagles og Fleetwood Mac, frem til så forskellige kunstnere som Jeff Buckley, Lady Antebellum, John Mayer og 'vores egen' Tina Dickow står solidt forankret.
Faktisk personificerer Taylor begrebet singersongwriter. Sammen med sin gode veninde Joni Mitchell. Med folkemusik som udgangspunkt skabte de en ny folk-rockstil - med country og jazz-islæt.
Sammenlignet med de fleste andre jævnaldrende er James Taylors stemmepragt næsten intakt. I Falkoner lød hans behagelige baryton så smægtende, som man kan forestille sig den må have gjort i fjerne decennier, hvor han datede Carly Simon og Carole King første gang.
Godt for det, for det er i høj grad Taylors sang, der ikke bare bærer sangene, men også ligger i tune med korets harmonier. Som f.eks. posthippie højsalmen 'Shower The People', 'Mexico' og 'Carolina On My Mind' for bare at nævne tre højdepunkter.
Sådan var der adskillige af små glimt, der vil stå tilbage. Da korsanger Arnold McCollar tog teten i førstnævnte, gåsehud. De mange momenter, hvor guitaristen Mike Landau (fra Blues Brothers-bandet) lagde et enkelt fill eller lead ekstra på, som i det nye 'You And I Again' med et anerkendende nik fra sangeren.
De første akkorder af 'Fire And Rain' og den første linje 'Just yesterday morning they let me know you were gone', og glasklare lydbilleder af stemninger og situationer, vrimlede frem for denne anmelder.
Det med stemmen er et lille mirakel i øvrigt, når man betænker, at store dele af Taylors ungdom blev tilbragt på psykiatriske institutioner, i rendestenen eller på afvænning.
Allerede efter de to første numre - 'Something In The Ways She Moves' (meget, meget morsom anekdote om Goerge Harrison) og 'Today, Today, Today', perfekt lyd på vokalen, og på Taylors akustiske guitar, så hans karakteristiske finger-picking stil var helt tydelig.
Det er sjældent, at akustik/lydmænd/anlæg lader den akustiske stå op imod elektrisk guitar og trommer. Som blev betjent af trommeikonet Steve Gadd.
Vel overflødigt at nævne hans kvaliteter, så i stedet endnu et lille moment af typen, der kun opstår, hvor rigtig musik spilles, nemlig i Buddy Hollys 'Everyday', hvor Gadd første gang for alvor begyndte at daske løs. Tilsyneladende fornemmede han på en eller anden måde, at trommerne lå for langt fremme i lydbilledet og selv dæmpede slagstyrken en smule.
Universets bedste band, kaldte sangeren det selv. Store ord, men fedt er det, anført af kapelmesteren Jimmy Johnson, der stod diskret, foroverbøjet i baggrunden med sin bas som en bindestreg mellem de andre musikere.
JT er på sin egen kejtede måde en stor performer, morsom, ironisk ukrukket. Den nævnte varme stemning skal også tillægges hans karisma.
Han lagde et par gange afstand til sine gamle, spirituelt søgende tekster. 'Hippie bullshit', som han kaldte det.
Da var JT lidt hård ved sig selv, for hans sange afspejler vel nærmere tømmermændene efter hippietiden, end hippietiden i sig selv.
I dag er drømmen fra 68 for længst endt som knojern og knive i Pusherstreet.
Men lige præcis denne september tirsdag aften var det svært at forestille sig en bedre måde at tilbringe to en halv time på, end i selskab med James Taylor, hans band og sange, gamle såvel som nye.
Musik er, hvad lytteren selv lægger i det, man hører.
Af og til, i korte øjeblikke, er det - alt. Sådan var det her til aften i Falkoner.
Tirsdag aften, Falkoner Scenen, James Taylor, sang og akustisk guitar, Kim Taylor, sang, Mike Landau, elektrisk guitar, Steve Gadd, trommer, Larry Goldings, piano og keyboards, Jimmy Johnson, bas, Andrea Zonn, kor og violin, Arnold McCuller, kor, Kate Markowitz, kor.
