Der er dårligt nyt til fans, der håber at se den legendariske frontmand for Shu-bi-dua, Michael Bundesen, tilbage på scenen.

Han er stemmen bag soundtracket til en masse danskeres liv, og han har levet sit liv på scenerne i en menneskealder.

Men publikum kommer formentlig ikke til at høre Shu-bi-duas originale frontmand Michael Bundesen fremføre bandets udødelige klassikere live igen.

Det afslører 67-årige Bundesen selv over for Billed-Bladet næsten seks år efter, han blev ramt af en blodprop i hjernen.

I stedet er Bundesen nu klar til at vise sin kunst frem, efter han i flere år har brugt meget tid på at male.

»Jeg kan ikke rigtigt synge mere, fordi venstre stemmebånds-side er lammet. Det er meget irriterende, men så må jeg gøre noget andet. (male, red.) For mig er det også et spørgsmål om, at jeg har meget tid i løbet af dagen, fordi jeg sidder meget i den her kørestol. Hvis jeg ikke havde noget fornuftigt at tage mig til, ville jeg ikke have det så sjovt, som jeg har det,« siger Michael Bundesen til Billed-Bladet om sit virke som maler.

Det var en skæbnesvanger majaften i 2011, at Michael Bundesens liv på et øjeblik blev forandret for altid. Efter at have øvet med Shu-bi-dua var Bundesen træt og lagde sig til at sove, skrev Berlingske forrige år. Det næste, han huskede, var, at hans golden retriever, Nellie, slikkede ham i hovedet, mens han lå i sit soveværelse. Sangeren kunne ikke rejse sig op.

Michael Bundesens hund viste sig at besidde fantastiske egenskaber. Nellie gik nemlig ud på trappen og gøede, fordi hun mærkede, at noget var galt. Der blev ringet efter en ambulance, og på hospitalet viste det sig, at Shu-bi-duas forsanger havde fået to blodpropper i hjernen. Siden har Bundesen gået til genoptræning.

Det var Ifølge Billed-Bladet i lørdags i Illums Bolighus, at Michael Bundesen mødte op og viste sine malerier frem for første gang. Han fortæller ugebladet, at han har lavet omkring 40 værker. Blandt andet fordi han har været nødt til at genopfinde sig selv.

Bundesen tilføjer, at han har været nervøs for at vise værkerne frem, fordi han for første gang skulle bedømmes på andet end sin musik. Men det virkede, som om at folk kunne lide det, lød det fra Michael Bundesen.

Her kan du læse BTs første store interview fra 2014 med Michael Bundesen efter hans alvorlige sygdom.