5. kapitel i deluxe-genudgivelserne af Led Zeppelins bagkatalog.

Det kendte


At IV klart var Led Zeppelins mest populære og solgte udspil, tyngede ikke gruppen en millimeter. Gruppens svar på alt forventningspresset var det mest sprælske og eksperimenterede album, de fire lavede i hele karrieren.

Ikke useriøst, men frigjort: Åbnings-rockeren The Song Remains The Same fortalte ganske vist igen og igen, at Jimmy Page var en af de allerbedste til at skrue uforudsigelige, lytteværdige temaer sammen i en rock-verden rig på kedelige riffs efter to-tre gennemlytninger. Men derefter er det faktisk ikke så komplekst. Det er bare levende: James Brown/funk/disco-pastiche i herligt skæve The Crunge, tidlig reggae-inspiration i D´yer Mak'er, prog-rock i The Rain Song m.v.

Det er også et album, hvor Paul Jones' voksende indflydelse på gruppen med mellotron, synths såvel som kompositorisk for alvor skinner igennem – bl.a. den gople-blævrende synth i dyyyyyybe No Quarter. Et nummer, som også viste, at Robert Plant stadig kunne sin middelalder-mysticisme til finger-spidserne. Endnu en vægtig sang til Zeppelins klassiker-katalog. Og et i det hele taget et utroligt slidstærkt, overskudsagtigt album målt med tidens tand, selv om visse anmeldere dengang mente, det var "mærkeligt".

Det ukendte


Tidligere har deluxe-serien kastet en ekstra live-koncert (1. album) og Zeppelin-temaer aldrig hørte før (3. album) af sig. Men som det er tilfældet med IV, er der også ærgerligt nok også kun dubletter med i Houses of the Holy-udgivelsen.

Dancing Days virker mere rocket og groovet, næsten "mono"-agtig tæt. The Rain Song har mere ekko, og John Bonhams beat virker tydeligere/tungere - og så træder der nye detaljer frem i No Quarter-mix'et, bl.a. overdub af John Paul Jones' piano. Men detaljerne er med på bekostning af vokalen, som er barberet af. Lige som The Song Remains The Same og Over The Hills And Far Away er instrumentale. Som med IV er der ikke et track på cd 2, som bør få andre end "kompletister" til at gå efter deluxe-versionen. Vi andre må håbe på mere i gemmerne til deluxe-udgaven af gruppens sidste store epos Physical Graffiti.
- - -
Det er den samlede pakke af hvert enkelt deluxe-album, som GAFFA giver karakter. Uanset original-udgivelsens stjernestund.

Led Zeppelin; Houses Of The Holy, Deluxe Edition, 2 cd, Atlantic / Warner