I aften bringer Metallicas ’ferie’ verdens største Heavy Metal band til Horsens. Vi har mødt Lars Ulrich på forhånd - han melder at ’alt er cool’.

Af Steffen Jungersen, steff@bt.dk

Jo ældre Lars Ulrich bliver, des mere appetit på og lyst til livet synes han at få. Og des mere beundringsværdig og indtagende er mandens tiltagende evne til at balancere stolthed og selvironi, når man møder den ikke længere helt så unge knægt fra Hellerup, som blev trommeslager i verdens største Heavy Metal band.

- Nå DÈR er du, griner han glad og lader velkomsten følge af et kram, da din udsendte mandag aften møder ham på Sonisphere Festival i Finland. Blot fordi man ikke helt har glemt ’almindelig høflighed’, spørger man Lars, hvordan han har det.

- Jamen, alt er cool. Jeg er jo på ferie med Metallica, smiler han.

- Med familie og tre unger, som hver morgen skal køres til hver sin skole, mens man også lige skal ordne papirarbejdet med de skoler, så er Metallica jo blevet dér, hvor man render hen for at gemme sig.

Lars og de tre sønner, 13-årige Myles, 11-årige Layne og 5-årige Bryce, samt kæresten Connie Nielsen bor nord San Francisco, hvor nu også Lars’ far Torben er flyttet til efter mange år i Seattle.

Familien er samlet


- Det er skidehyggeligt at have hele familien samlet om sig, men der er fandeme også nok at se til. Så når manageren ringer og siger, at der er kommet et tilbud fra Download (stor engelsk festival, red.), så kan man jo ikke sige ’ja, og du kan godt booke nogle flere job, nu du er i gang.’

- Men alvorligt: Det er sgu’ fedt at have hele familien om sig.

Og det er i dén grad også stadigvæk fedt at være Metallica, understreger Lars.

Godt tyve år efter udgivelsen af bandets største succesalbum ’Metallica’ (kendt som ’The Black Album’), spiller bandet på denne turné hver aften pladen i sin helhed.

Hvorfor det er oplagt at spørge Lars, hvad han føler forskellen er på Metallica dengang i 1991 og nu.

- Du ved godt, jeg aldrig tænker over den slags, før du spørger. Men dengang ville vi to ikke sidde hér og tale om børn, helbred og om at passe på sig selv. Da ville vi have været på druk, skrupgriner Ulrich.

- Men når du nu spørger, så synes jeg både, vi er bedre musikere, og at vi er blevet meget bedre til at forstå hinanden i bandet. Vi klikker simpelthen bedre sammen på scenen.

Sandhedsværdien i det udsagn fik overtegnede syn for, da jeg fik lov at opleve bandet fra scenekanten i Helsinki. Medlemmerne i Metallica spiller op til, opad og for hinanden med skæve grin og vink til hinanden på en helt anden måde end for tyve år siden, hvor man ind imellem havde fornemmelsen af, at de hver mand spillede for sig selv.

Prioriterer anderledes


Og selv om det langt fra er comme il faut i de kredse indrømmer Lars gerne – med stolthed endda – at det forkætrede begreb ’modenhed’ er i spil i den sammenhæng.

- Når nu jeg er blevet far til tre børn – en dedikeret far vil jeg gerne understrege (latter) – så prioriterer jeg altså anderledes, siger han.

- Man prioriterer andre i stedet for sig selv, og det gælder også i forhold til Metallica. Jeg tænker mere på, hvad der er bedst for sammenholdet i Metallica, i stedet for at tænke så meget på mig selv. Jo, vi er sgu blevet mere modne, og det håber jeg smitter af på scenen på den rigtige måde.

Det gør det. Det er simpelthen tydeligt, at James Hetfield, Kirk Hammett, Robert Trujillo og Lars Ulrich holder af hinanden, og dét de har skabt.

Så selv om det ’ikke bliver lettere’, som Lars grinende siger med henvisning til, at det er sin sag som 48-årig at skulle op på en scene og spille frådende Heavy Metal i ni kvarter, er der stadig ambitioner tilbage i det 30 år gamle band.

- Ja, for fanden da! I år har vi premiere på vores helt egen festival Orion, hvor vi selv har valgt alle navnene (deriblandt danske Volbeat, red.) – en drøm vi har haft i årevis men som nu bliver til virkelighed, fortæller Lars.

- Og så er vi i gang med en film i 3-D. Jeg kan ikke fortælle så meget om den, men det bliver sådan en slags koncertfilm med handling i, om jeg så må sige. Så vi har sgu’ nok at se til.

Siger manden, som engang med et glimt i øjet kundgjorde, at han selv er verdens største Metallica fan. Efter endnu en aften i hans selskab står det udsagn stadig til troende.

Og i aften mødes Metallicas største fan så med 40.000 ligesindede i Horsens.