Alle med en perifer interesse for musik, kender til Sex Pistols’ frontmand John ”Johnny Rotten” Lydon. Men markant færre ved, hvad hans post-Pistols-projekt Public Image Ltd. (PiL) er for noget. Og dét på trods af, at PiL i sin tid åbnede et lige så væsentligt kapitel i musikhistorien som Sex Pistols.
Kollektivet opstod af sexpistolernes ruiner i de sene 70’ere som et af de første bands inden for post-punken – en ny genre, der afveg yderligere fra popmusikkens harmoni, i stedet legede med dissonans og lænede sig op ad avantgarden.
Den første plade, ’First Issue’ (1978), blev hurtigt et kulthit. Men det var 1979’s ’Metal Box’ og ’Flowers of Romance’ fra 1981, der cementerede PiLs position som stilsættende band, der optog reggae/dub, afrikanske og mellemøstlige toner i dét, der ikke længere kunne kaldes for ”punk”.
Siden udgav PiL – med John Lydon som eneste faste medlem – en række mere eller mindre succesfulde albums, indtil de i 1992 gik i opløsning. Men for knap to år siden samlede Lydon atter bandet og drog på en turné, som i aftes ramte Lille Vega.
Gumpetungt fra land
Grundet svigtende billetsalg var koncerten flyttet fra spillestedets tre gange så store hovedsal, men det så nu ikke ud til at irritere den 55-årige Lydon, da han gik på scenen og udbrød, ”Nej, hvor rart og intimt!”
PiL lagde dog gumpetungt fra land med det sikre kort ’This Is Not a Love Song’, og allerede dér begyndte man at frygte for en gentagelse af den misere, kollegaerne i Wire diskede op med sammesteds for tre måneder siden. Men da sangen flød over i ’Poptones’ gnistrede Johnny pludselig.
Og godt hjulpet på vej af multiinstrumentalist Lu Edmonds, bassist Scott Firth og ikke mindst The Pop Groups trommeslager Bruce Smith løftede veteranpunkeren siden den ti minutter svævende ’Albatross’ til aftenens højdepunkt. Det var ikke spor råddent.
Cognac til stemmebåndet
Man kunne bare godt have ønsket sig et bedre sammensat sæt, og i anden halvdel mistede koncerten momentum på grund af for mange sager fra 1989’s ikke specielt vellykkede ’9’, der i kølvandet på suveræne udgaver af ’Flowers of Romance’ og ’Death Disco’ faldt helt til jorden.
Lydons vokal fejlede dog ikke noget – faktisk er hans spastisk galpende røst blevet mere effektiv med årene – måske fordi han mellem sangene smurte stemmebåndet med cognac (der dog efterfølgende blev spyttet ud i en skraldespand).
Især i afsluttende ’Religion II’ var han i topform, og under ekstranumrene lettede taget næsten, da der blev danset på livet løs til en af PiLs mest poppede sager ’Rise’, samt ’Open Up’, som den gode John indspillede med Leftfield i 90’erne, mens han selv trådte gevaldigt vande.
Fordi de elsker det
Hvor John Lydon eller Johnny Rotten musikalsk befinder sig nu til dags er ikke til at sige.
Sikkert er det dog, at Public Image Ltd. gav en overraskende overbevisende koncert, der trumfede det seneste års veteran-seancer fra ligesindede Suicide, tidligere nævnte Wire og Pere Ubu.
Mod slut sagde Lydon, at PiL spiller, fordi de elsker det – derfor har de ingen pladekontrakt, intet management; ingen til at fortælle dem, hvad de skal gøre.
Muligvis en lidt bedaget ære i disse tider, hvor pladeselskaberne kuldsejler og DIY-kunstnerne tordner frem, men ikke desto mindre kunne man mærke, at Lydon mente det.
