Torsdag aften stod L.O.C. på scenen i en totalt udsolgt Falconer Sal på Frederiksberg. Og det var ikke kun hård rap og dystre beats, som den berygtede og berømte rapper kunne byde på fra scenen.

Også en nyhed af den rigtig gode slags kunne det blive til. Fra scenekanten kunne L.O.C. foran et begejstret publikum fortælle, at han og kæresten Christiane Schaumburg-Müller skal giftes om en måneds tid.

- Hva' så København! Er der nogen, her der kan holde på en hemmelighed? Der er sikkert en eller to: Jeg skal giftes om en måned. I er til min fucking polterabend i aften., sagde rapperen, der har det borgerlige navn Liam O'Connor. Han og kæresten havde ellers planlagt et bryllup tilbage i januar 2010. Det blev aflyst, da parret for en tid gik fra hinanden.

Det fremgik ikke, hvor brylluppet skal stå. Eller om Liam havde været nede på knæ at fri. Luften føg med udtryk som 'so', 'ho' og 'bitch' under koncerten, men man må formode, at den århusianske rapper har været i den mere høviske sprogskuffe, da han friede.

Også Christiane har på sin Instagram- og Twitterprofil offentliggjort giftermålet. Det gjorde hun ved at poste et billede af bryllupsinvitationen med hendes og den kommende husbonds navne på. Billedet var fulgt af følgende tekst:

- Verdens lykkeligste !!!!!! om præsic en mrd skal jeg giftes med manden i mit liv....

Den glædelige nyhed kommer som en positiv blandt mange negative for parret på det seneste. Både L.O.C. og Christiane har nemlig været igennem mediernes mølle. Først skuespillerinden og Vild med dans-værtinden for nogle topløse billeder fra en privat ferie i Thailand, bragt i Se og Hør. Billeder der førte til sladderbladets udelukkelse fra Vild med dans-pressemøder - og en efterfølgende mediestorm.

Senest var det L.O.C., der var en tur i medierne, efter han i retten blev kendt skyldig i at have slået en mand med knyttet næve i forbindelse med festivalen Rock Under Broen i Middelfart tidligere i år. Rapperen modtog 40 dages betinget straf for forseelsen, som han selv kaldte selvforsvar.

Men den gode nyhed skulle nu være en realitet.