Liam O’Connors nye album er ventet med spænding. Med historien om hans nye selskab SelvGjortMillionærDrøm har den århusianske rapper sat dagsorden i dansk musikjournalistik de sidste par uger.
Her må vi drible uden om den heftige debat om Liams skift fra den ene kapital-djævel til den anden. Pladeindustrien eller TDC? Det er sikkert nogenlunde de samme aktionærer i sidste ende.
Havde man forventet en ny L.O.C. bliver man skuffet med ’Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1.’. Ordene falder som verbale maskingeværsalver afskudt fra bakkerne vest fra Århus ud over resten af landet. Musikalsk befinder vi os i det sædvanlige messende, sort/hvide, dystopiske skyggeunivers, hvor guitar- og keyboardflader og elektronica hvirvles rundt som blade og affald mellem betonblokkene i Gjellerupplanen i en efterårsstorm.
Stadig med klare tråde tilbage til den snavsede del af den amerikanske westcoast-rap.
- Bloddiamanter om mit håndled, har solbriller på, selvom jeg er hjemme, jeg er en taber, så let at genkende, rapper L.O.C.
- Jeg ved hvad der dufter lidt af penge, stadig forfattende en nekrolog i drømme. Grænsepsykotisk, halvkneppet selvgjort millionærdreng.
Lidt humor er der også plads til: ’Når jeg bliver stor, vil jeg være ligesom mig’ i det ellers alvorlige manifest ’SGMD’. Der sætter ord på L.O.C.’s nye selvstændige pladeprojekt.
Det er umuligt at sige, hvor selviscenesættelsen og karakteren L.O.C. stopper, og mennesket Liam O’connor begynder. Sikkert også for rapperen selv. Helt fint. Det samme gælder for flere af rockmusikkens største legender. Med Bob Dylan som det bedste eksempel. Uden antydning af sammenligning overhovedet.
L.O.C. er som den Satan, vennen Jokeren storyteller om i ’Jeg er Judas’. Halvt gud og halvt dæmon. De perfekte rovdyr, de mest fuldkomne stoddere. Word Jokeren. Det er et af albummets højdepunkter. Den gode Jesper Dahl risikerer at ende som den næste Vesterbro-digter med sorte negle. Hvis han kan styre dæmonerne og i øvrigt ønsker at udbrede hiphoppens snæversyn til et større rødt/hvidt fjernsyn.
Der er Liam O’Connor allerede i dag. Det enhver der har oplevet hans crowd controle live.
Det nye album er medrivende som bare… L.O.C. Det forunderlige er mandens kontrol over sine virkemidler. På den enes side ren sing-a-long, der trækker tråde direkte tilbage til Shu-Bi-Dua og Gasolin, på den anden side disse ekskluderende, musikalske mareridt-billeder. Det kan blive ensformigt i det lange løb.
Så meget desto mere velkommen er ’Skyd mig ned’ med sangerinde og skuespiller Pernille Valentin på vokal. Den peger fremad. Den dæmoniske rap sat overfor et moderne gådefuldt, feminint modspil i Lana del Rey og Emili Sandé singer-songwriter stil.
Der har vi L.O.C. i dag. Folkets skizofrene stemme, jysk pladekræmmer i businessman-klæder, tv-dyrket machoideal. Øjeblikkets fremmeste talerør i ’generation undecided’, som nævnte Emili Santé synger om.
L.O.C. – larmende orginal og cool
Liam O’Connor får hjælp af bl.a. USO, Es, Flawless (Wale, Rick Ross), Michel Svane (Marvell Hill), Young Exclusive og Diamond Style på ’Prestige, Paranoia, Persona vol. 1’.
Udkommer på fredag.
