Mens L.O.C. turnerer landet tyndt med det nyeste album i ryggen, kæmper han for sine udeståender i det danske festivalland.

Som tidligere nævnt i BT har festivaldøden i det danske sommerland også ramt L.O.C. BT kan nu afsløre, at L.O.C.s bookingbureau 3rd Tsunami Agency alene står bag en konkursbegæring mod Hede Rytmer.

Den blev indgivet mod den nu lukkede Silkeborg-festival tidligere i efteråret.

- Artisterne har ikke råd til at miste så mange penge. Derfor har vi taget det skridt, siger Jesper Frydenlund fra bookingbureauet.

- Vores advokater er netop nu ved at gennemgå deres rodebutik af et konkursbo, siger Frydenlund. Bureauet har 600.000 kr. til gode. Heraf tegner L.O.C. sig for den største del af beløbet.

Også Rasmus Seebach har en halv mio. til gode hos gruppen bag Hede Rytmer, Sphinfinx, hans booking-bureau har ikke ønsket at udtale sig.

L.O.C. har derimod langt om længe modtaget sit honorar fra den krakkede Skive Festival. Ifølge Midtjyllands Avis forsøger en gruppe Silkeborg-borgere at stable en ny festival på benene. - Det bliver uden os, siger Jesper Frydenlund.

Ironisk fik L.O.C. ikke det fulde honorar fra festivalen Rock Under Broen. Det var her, episoden, der førte til dommen på 40 dages betinget fængsel, fandt sted. Han og de fleste andre kreditorer har indgået en akkordordning.

Også denne festival genopstår til næste år med nye kræfter bag.