Mindre lys og scenelir - og en formindsket storskærm. Når Kylie Minogue drysser glitrende popstøv over bøgeskoven i Skanderborg i morgen aften, er det sikkert ikke til at se det. Men bag den lille, australske stjernes optræden ligger mange måneders tovtrækkeri med hendes bagland.
Det bekræfter formand for Skanderborg Festival, Claus Visbye, der også er ansvarlig for booking og musikproduktion.
- Det er et af verdens største popshows, der rammer vores scene, så det har været kompromisets store kunst at få det enorme popcirkus til at passe ind på vores i festivalsammenhænge lille scene. Vi har været i en ret lang dialog med hendes management siden november, forklarer Claus Visbye.
- Men selv om det ikke burde komme bag på dem, hvor stor eller lille bøgescenen er - de tekniske data står på vores hjemmeside - så kommer det næsten altid bag på de store udenlandske navne, at der står et bøgetræ lige ved siden af scenen, og at de rent faktisk spiller inde midt i en skov, siger festivalformanden.
Helt konkret har det betydet, at selv om Kylie Minogue medbringer et sceneshow særligt konstrueret til mindre scener og ikke de store stadioner, sangerinden normalt huserer på, har det alligevel været nødvendigt at sende opsætningen på slankekur. Det er blandt andet gået ud over lys og storskærm.
- Hvis vi satte alle Kylies lamper op, ville scenen ganske enkelt brase sammen under vægten. Og den storskærm, Kylie normalt bruger, har vi måttet gøre noget mindre for at få plads til den. Men jeg tør godt garantere et forrygende show med masser af lys, lyd, røg og konfettikanoner, lover Claus Visbye.
Fest i festival
Skanderborg Festival kan igen i år tænde det blinkende udsolgt-skilt - 45.000 billetter – hvilket gør festivalen til Danmarks næststørste. Musikken trækker selvfølgelig, men festen er lige så afgørende, mener festival-talsmand, Poul Martin Bonde:
- Musikprogrammet er i den grad det muliges kunst, også i år. Det er afgørende for os, at vi kan præsentere unikke udenlandske topnavne, som man ellers ikke kan opleve i Danmark. Derfor er det et scoop med Kylie Minogue og også Fatboy Slim. Men vi er også den festival, der sætter mest tryk på ordet ’fest’ i festival. Vores ambition er at skabe en rigtig god fest, for vi ved fra vores brugerundersøgelser, at stemningen tæller fifty fifty med musikken.
Gnags og en række mindre danske bands tyvstarter årets festival i aften, og ud over Kylie Minogue og Fatboy Slim vil bøgeskoven i Skanderborg genlyde af blandt andre Editors, Aqua, Nephew, Nik & Jay, Bikstok Røgsystem, Veto, Jokeren, Kim Larsen og Cut ’n’ Move de næste fire dage. Se det fulde program på smukfest.dk.




















