Frederiksbergs egen søn indtog fredag aften sin hjemby som en konge på et triumftog. Der var renhjertet pop, fællessang, landskampstemning, fest og glæde – og enkelte mænd - i Falconersalen.

Selvfølgelig skulle man lige tjekke stjernerne på himlen over Frederiksberg på vej ind til Rasmus Seebach-koncert. Sydover ned mod Søndermarken lyste to stjerner helt klart. Skal man tro wikipedia på mobilen hedder de formentlig Castor og Pollux og befinder sig 40 lysår væk fra Falconersalen på Falkoner Allé.

Så er afstanden til Fuglebakkevej trods alt noget kortere. 6 - 700 meter. Jo, Frederiksbergs egen søn, Sir Seebach var på hjemmebane fredag aften. Som han selv sagde det, ’jeg har glædet mig hele mit liv til at stå her’.

Hold da fest

Det havde de 3.000 kvinder i alle aldre og enkelte mænd åbenbart også. For hold da fest for en… fest.

Allerede fra første sang – ’Du vover at gå’ - var der fællessang i salen. Sjældent har jeg oplevet noget lignende. Med ’Lidt i fem’ som næste nummer var barometeret sat på ekstase. Som at stå på lægterne på engelsk fodboldstation bare med betydelig længere hår, mere parfume og betragtelig mere feminint kropsprog.

’Hvorfor tror vi det er så vigtigt at lave den million. ’ Du kom fra Frederiksberg’ – jubelbrøl - ’Jeg går mod mit barndomshjem ned ad gaden’ – nyt jubelbrøl. ’Pludselig kan jeg ikke føre en samtale uden at snakke om dig’.

Lidt mindre teknologi

Seebachs triumftog gennem Danmark er iklædt et flot og tilpas opulent sceneshow med et band med hele to guitarister og den mest smilende og hyperaktive percussionist, nord for Sydpolen.  

Det klæder Rasmus’ sange at blive spillet i et forholdsvis hårdt pumpet powerpop regi. Lidt mindre teknologi, lidt mere analogi.

Egentlig har det været lidt for meget med ham Rasmus. Hele tiden i radioen. Stemmen, der lyder overalt, var blevet lidt for meget at lytte til. Lidt for klagende, hvis ikke jamrende. Lidt for meget sirup på englevingerne. Sådan havde jeg det, da jeg gik ind i Falconer.

Den nye Rabalderstræde

Men man skal være en ualmindelig kælderkold skiderik fra café Den Høje Pande for ikke at blive grebet ved hjertekulen. Af den helt utrolige stemning i salen, af den ene charmerende popperle efter den anden - og ikke mindst at hovedpersonen selv.

Et sted midt i sættet smed jeg blokken og mine forbehold på gulvet. Det var vist, da Falconer stjal ’ Mer’ end kærlighed’, eller muligvis da Seebach spillede ’Engel’ på pianoet. Da jeg endelig fandt blokken igen stod der ’’Ta’ mig med’ er den nye ’Rabalderstræde’’.

På et tidspunkt sagde Seebach selvironisk: - Jeg har lyst til at komme med kliché. Og det er jo noget, jeg sjældent gør. Kommer med klichéer.

For en sand, renlivet popskrædder som Rasmus er kunsten ikke at undgå klichéerne, men at undgå kunsten

Seebach-familien

Inden koncerten stod jeg bag mor Karen Seebach og søster Marie (hende fra ’Under stjernerne på himlen’). De stod med diverse venner og ventede på at få deres billetter, og lod endda nogle børn komme udenom. Vi taler mor og søster og helt centrale figurer i fortællingen om Rasmus. Manden, hvis navn figurerede på hver ottende solgte plade i Danmark i 2010. Hver ottende…

I hvilket som helst andet tilfælde var Karen og Marie blevet transporteret ind i kongelogen. Sådan gør man åbenbart ikke i familien Seebach.

Rasmus er en mand af folket, hans sange er folkets sange. På den ene side en helt jordnær, ukunstlet og tilforladelig, lidt kejtet dansk mand, der lige så godt kunne være bestyrer, eller hvad sådan én hedder, i McDonalds overfor Falconer.

Udefinerbar popmagi

Og på den anden side denne her særlige udefinerbare popmagi. Om jeg bliver så stor fan af Seebach, at jeg skubber teenagepigen Pernille til side og hopper op på scenen og synger ’En skygge af dig selv’ sammen med Seebach næste gang? Trods alt nok tvivlsomt.

Men hvis Rasmus Seebach kan styre sig selv og sin karriere, og fastholde den melodiske kilde, har vi kun set det første af et dansk pop-mirakel, der venter på at ske.

Efter sidste ekstranummer – gæt selv hvilket - tilbage i den efterhånden næsten milde februarluft over Falkoner Allé lige et sidste blik mod stjernerne på himlen. Castor og Pullux havde fået selskab af en tredje stjerne. Hvorfor ikke kalde den Tommy? For en enkelt aften om ikke andet. Havde man haft en kikkert, havde man sikkert kunnet set et lille smil.