David Bowie kommer aldrig til at turnere igen. Den triste udmelding kommer fra en af Storbritanniens største festivalarrangører, David Giddings fra Isle of Wight.

I et interview med Music Week udtaler han følgende:

"David er en af de bedste artister, jeg nogensinde har arbejdet sammen med, men hver gang jeg ser ham nu, og før jeg i det hele taget siger noget, siger han "Jeg turnerer ikke", og jeg svarer "Jeg spørger dig heller ikke". Han har bestemt sig for at gå på pension. Som med Phil Collins er han ikke typen, du kan kræve ud på scenen igen og igen. Jeg er meget glad og stolt over, at det sidste show, han nogensinde gav i Storbritannien var på Isle Of Wight Festival i 2004.

Bowies sidste danske koncert var i Forum i København i oktober 2003. Han skulle have spillet på Roskilde Festival i 2004, men endte med at aflyse turnéen efter sin koncert på Hurricane Festival i Tyskland 25. juni 2004, hvilket er hans sidste fuldlængde-koncert til dato. Herefter gennemgik han en hjerteoperation og har kun givet enkeltstående, korte optrædener siden som gæst hos Arcade Fire og David Gilmour i 2005 og med tre numre med Alicia Keys til en støttekoncert i  New York november 2006. Og selvom han udgav comebackalbummet "The Next Day" i 2013, skal man altså ikke forvente at se ham på en scene igen.

På sin turné i 2004, kort før aflysningen, blev Bowie i øvrigt også ramt i det venstre øje af en vildfaren slikkepind ved en koncert i Oslo, men øjet tog ikke skade. I øvrigt var øjet det samme øje, han blev ramt i under et slagsmål som barn, hvilket gjorde hans pupil permanent udvidet.