Konen og jeg talte tidligere på lørdagen om, hvordan aftenens forestående koncert mon ville spænde af. Jeg kom til at sige: 'Det bliver nok ikke så meget 'Bliv væk fra vort kvarter''. I hvert fald var det min tanke, at samarbejdet med Marcus Winther-John fra Inside The Whale da må have givet Peter Bellis nyere sange en ny kant og farlighed.
Det var da også en skarp og bombastisk fanfare, det unge band satte gang i, da lyset blev dæmpet så godt som på sekundet kl. 20:00. Ind kom Peter Belli, fanfaren klingede ud – og slog over i 'Hvis jeg nu var arbejdsløs', så langt fra hans oprindelige cover-version, som det næsten kunne være.
Et sejt og tungt drive lagde dermed fra starten en solid bund, så man kom en smule i tvivl om, hvorvidt der nu også var så stor forskel i alder og ungdommelighed på de fire bandmedlemmer og hr. Belli selv. Det næste nummer, 'Penge', fortsatte det høje energiniveau, med en kærlig musikalsk reference til Barrett Strongs originalversion fra de tidlige Tamla Motown-dage.
Kærlighed som bindemiddel
Derefter et brat spring i tid frem til titelnummeret fra Bellis 2011-cd, 'Underværker'. Et musikalsk samarbejde med føromtalte Marcus Winther-John, der denne aften i Baltoppen bestemt ikke lød, som om det var udtømt. En tør og efter min mening helt nøgtern iagttagelse, der blev understreget af 'Heldig' fra den 2013-cd'en 'Evig og altid'. En herlig happy-go-lucky sang om ømheden, nærheden og følelsen af heldet ved at være sammen med sin livsledsager.
Temaet om den stærke og ukuelige kærlighed var på mange måder et fokuseret bindemiddel i aftenens udvalg af sange. Fra Dylan-fordanskningen i 'Jeg bliver din baby i nat' over Elvis Presleys 'One Night With You' til det enkle budskab fra Johnny Madsen i 'Der skal to til en vals'. I dét perspektiv bidrager den let vemodige 'Tommy og Tanja' fra Poul Krebs' historieunivers til at tegne billedet af kunstneren Peter Belli, der ser på livets muligheder med et langt livs erfaringer fra Tivoli-, gøgler- og cirkusmiljøer i bagagen.
Ikke den store fornyer, men …
Peter Belli kan måske ikke kaldes den store fornyer. Til gengæld viste denne aften, hvordan det næsten naturstridigt er muligt stadig at stå som en livsbekræftende performer, der holder klassiske rock'n'roll-dyder i live. Ikke som en kustode, der skuer vemodigt og rutinepræget tilbage på fortidens bedrifter, men som en arketype på en kunster, der befinder sig bedst på scenen i et vitalt og nutidigt samarbejde med unge musikere omkring sig. Og så melder tvivlen om aldersforskellen sig igen, hvor Peter Belli når frem til 'Papa ka' kun li' rock'n'roll' – hvad man som aftenen skred frem i grunden ikke var i tvivl om.
Aftenen kunne nemt være tilfredsstillende afsluttet med 'København (Fra en DC-9)', der fik det meste af salen op at stå. Et nummer, der på bizar vis trods af et absolut positivt budskab blev blacklistet på DR i politisk korrekthed i kølvandet på 9/11.
Et solidt hold
Måske er Peter Bellis vokal blevet en anelse rusten og skrøbelig. Det var dog en omstændighed af absolut perifer betydning, når han har Per Løkkegaard på lead guitar, Anders Bækgaard på bas, Jesper Thomsen på trommer og føromtalte Marcus Winther-John på guitar i ryggen. Til sammen en besætning, der på overbevisende vis sætter sig ud over ufarlig behagesyge. Vi fik rock'n'roll, så det i dén grad gjorde godt.
Og så tog Peter Belli til allersidst i dén grad fusen på mig. Som ekstranummer hev han 'Bliv væk fra vort kvarter' op af lommen, fremført med den glæde og tilfredshed, som kun en alt andet end arbejdsløs håndværker kan udtrykke, når han ser på et stykke veludført arbejde. I mit stille sind glædede jeg mig over at have været i selskab med en sådan håndværker – og over, at jeg ikke havde væddet med min kone om aftenens sangvalg.
Baltoppen, Ballerup, lørdag d. 5. april 2014
