(4/6)

Koncertanmeldelse: Begræns dig, Slash!

Slash er en forrrygende rockguitarist og én af de helt rigtige, men attitude gør det ikke alene.

Den er sgu’ svær den hér, venner.
Fordi man både kan argumentere for, at Slash – alias Saul Hudson – er én af de afgørende rockguitarister de sidste sådan cirka 25 år. Men man kan også sagtens føre overbevisende bevis for, at han er dét, amerikanerne kalder en ’one trick pony’… om end han så kan dét trick så overbevisende og kører den rigtige rock and roll attitude, så man må lette på den imaginære høje hat.

For det førstnævnte taler naturligvis, at Slash holder sin sti så ren, så kun folk som Angus Young (AC/DC) og Keith Richards (Rolling Stones) har telefonnummeret til samme effektive rengøringspersonale. Slash spiller klassisk rock’n’roll guitar – og KUN det – og det gør han så i øvrigt ganske fremragende. Ligesom netop dét i princippet jo er en egenskab, som man udelukkende bør hylde manden for.

For det andet argument taler imidlertid så, at Slash – som så mange andre, der har rendyrket sin kunst – glemmer en anden og i rocksammenhæng også ganske afgørende kunst: nemlig kunsten af begrænse sig.

Dermed være sagt at alt imens Slash’ koncert i København søndag aften bestemt havde mange fine øjeblikke, så var to timer med de forholdsvis enslydende og regelrette rock’n’roll rundgange simpelthen for meget. Ikke mindst i en guitartung ekskursion ud i Guns N’Roses ’Rocket Queen’ – for at nævnte det mest graverende eksempel - som for Chuck-Berry-vide hvilken gang understregede, at fornøjelsen ved at lege med sig selv så afgjort er på udøverens side.

Så langt, så nogenlunde og såmænd i perioder sådan set også ganske fedt – specielt i ’You’re A Lie’, ’Back From Cali’ og den styrtende suveræne ’Standing In The Sun’. Sidstnævnte så den eneste Slash solosang, som helt holder niveau med Guns N’Roses klassikerne ’Mr. Brownstone’, ’Paradise City’ og den fortsat aldeles ubetalelige ’Welcome To The Jungle’, som vi fik i glimrende udgaver i Falconer Salen.

Og dér har I så problemet for de af os, som synes, der et et sådant: sangene holder over en bred kam ikke niveau hele vejen – og slet ikke sat op mod Guns klassikerne - hvilket bandet formentlig også godt selv ved. Men så kan man jo altid allokere endnu en solo til scenens hovedperson. Næ, gu’ kan man ej, men det er altså dét, de gør.

Så inderligt det end er mig imod at advokere for noget så politisk korrekt som at skære fedtet fra, så havde det klædt Slash og hans i øvrigt fremragende Conpirators band at trimme sættet ned til halvanden time for fulde flænsende gardiner i stedet for eksempelvis tidligere nævnte ekskursion i ’Rocket Queen’. For slet ikke at tale om Slash’ lir med og omkring tematet fra ’The Godfather’.

Den slags virkede både for dovent og for nemt for et i øvrigt rasende godt rockorkester.


SLASH & THE CONSPIRATORS, Falconer Salen