Nordirske Van Morrison på scenen i en udsolgt Falconersal torsdag 10. marts 2016
Nordirske Van Morrison på scenen i en udsolgt Falconersal torsdag 10. marts 2016 Foto: Torben Christensen

"Det er en god ting, at pigerne ikke har franskbrød i håret længere," siger en mand – skuende udover publikum og med henvisning til dengang i tresserne, hvor det faktisk var moderne at sætte håret op omkring et halvt bagerbrød. Dengang, unge George Ivan Morrison fra den nordirske hovedby Belfast stadig var sanger i bandet Them og endnu havde mesterværker som "Astral Weeks," "Tupelo Honey" og "Veedon Fleece" foran sig.

Bemærkningen om franskbrødshåret kommer fra en herre bag mig i en udsolgt Falconer Salen, og siger måske lidt om segmentet i salen denne torsdag aften på Frederiksberg. For mens både Young og Dylan faktisk formår at tiltrække en aldersmæssigt broget skare til deres koncerter, er det muligvis lidt færre af de yngre musikelskere, som er klar over, at Van Morrison bør tælles med, når der skal holdes mandtal over rockmusikkens allerstørste solister.

Ikke desto mindre: I aften, få minutter i otte, træder han så ind; klar til at indlede en af sine efterhånden sjældne koncerter herhjemme – og modtaget af en sal, som fra starten synes stærkt entusiastisk over genhøret med den lille mand med de mørke briller og den bløde hat.

Stemmen intakt

Bandet er, selvfølgelig, sikkert swingende, fra der lægges ud med instrumentalen "Celtic Swing," efterfulgt af "Close Enough for Jazz." Lounge-stemning, vellyd og en stemme, som hurtigt viser sig at være i forbavsende fin form. Vans vokal har alle dage været eminent ekspressiv, og hans evne til at bruge den som et instrument et af hans særkender.

Og han synger – stadig – fantastisk. Men er det "bare" denne Van, jazz-Van, vi skal møde i aften? Heldigvis ikke. For i løbet af den halvanden time lange seance dykker han dybt i det store bagkatalog, puster liv i klassikere og svinger sig sågar glimtvist op i det tilnærmelsesvist magiske modus, som gør hans stærkeste stunder så forbandet fremragende.

Overgangen fra vellydende Van til mystikeren Morrison markeres i en vis forstand, da han – efter at have lagt 1995-hittet "Days Like This" ned – fremdrager en bluesharpe til fordel for den saxofon, han trådte ind på scenen med.

Yderligere tre sange fra halvfemser-produktionen følger, inden et seriøst svedigt bluesmedley, hvor bandet vitterligt lyder som et godstog – på den gode måde – og hovedpersonen bemærker at "boy, this is groovy!," mens "Baby, Please Don't Go" bløder over i "Rock Island Line" og "Parchman Farm" for tilsidst at blive til "Don't Start Crying Now."

Og han har ret, Morrison – det er vitterligt groovy. Og det i en grad, at undertegnede  – næsten – glemmer at savne nogle pluk fra store halvfjerdser-skiver som "His Band & Street Choir" og "Veedon Fleece." Lyden er glimrende, samspillet i det fem mand høje backingband ligeså – og så er der stemmen, mine damer og herrer, stemmen.

Spirituelle nagler

Og lidt efter gribes der da også længere tilbage i kataloget – til "Moondance," hvorfra vi får titelnummeret. Til endnu ældre "Brown-Eyed Girl" - publikum jubler – og ikke mindst til en levende leveret "Wild Night," der står som et højdepunkt blandt flere på en sikker aften med legenden.

Efter "Brown-Eyed Girl" – velsagtens mandens mest kendte sang herhjemme – rejser en del sig. Nogle med frakken under armen, andre måske bare for at gå i baren. Det ligner et nyt fænomen fra den – ofte meget synlige – uopdragne del af det danske koncertpublikum.

Du kender utvivlsomt "jeg-er-ligeglad-med-at-jeg-ødelægger-koncerten-for-ti-andre-med-min-løftede-smartphone." Siden fik vi "lad-os-rejse-os-og-gå-under-ekstranummeret-så-vi-slipper-for-køen-i-garderoben." Og i aften introduceres altså "vi-går-når-vi-har-hørt-hittet."

Lidet kultiveret, men ikke nok til at ødelægge oplevelsen af et sæt, som stadig mangler at blive rundet af med yderliegre en håndfuld sange. Blandt andet den gamle Them-sag "Gloria," som Patti Smith siden har gjort til sin egen; frem mod finalen med "In the Garden" – den med mantraet "no guru, no method, no teacher" (og i øvrigt løftet fra pladen med netop denne dejlige og på en eller anden måde meget Morrisonske titel).

Efter et par ekstranumre, en længere instrumental outro og næsten nøjagtig 90 minutter, er det forbi. Slut på et legendebesøg, som sine steder måske nok var mere hyggeligt en himmelsk. Men som alligevel indimellem faktisk svingede sig op på de helt høje spirituelle nagler, som Morrison på en god dag formår at banke i med større pondus end de fleste andre.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook