Musikkens Hus, Aalborg,
lørdag d. 5. marts 2016

Samarbejdet Brandt og Dickow imellem er ikke en ny ting. Ifølge presseteksten var startskuddet til samarbejdet, da Brandt hørte sin sang Alt Hvad Hun Ville Var At Danse fortolket af Dickow i 2001. Efter at have gæsteoptrådt lidt hos hinanden og spillet nogle små koncerter rundtomkring lancerede de i 2009 deres første turné sammen og dette i et format, som de gentager i en stribe koncerter i foråret 2016.

Til denne, den anden af to udsolgte koncerter i Musikkens Hus, hersker der 10 minutter inden koncerten høflig snakkestemning. Publikum er øjensynligt i den modne ende, få par har deres teenage-børn med. Forældrene kommer formentlig for et gensyn med deres ungdom, til hvilken TV-2 og Steffen Brandt for manges vedkommende har været soundtrack, mens Nobody's Man og On The Run nok oftere har roteret på anlægget hos deres børn.

Strukturen for denne aften er fra starten ret enkel: en masse (til tider herligt ironisk) udenomssnak og mere eller mindre sandfærdige anekdoter mellem numrene. De to aarhusianere skulle vise sig at fungere ret godt i det her setup og har begge kæmpe bagkataloger at plukke fra.

Aftenen starter i TV2's enorme sangkartotek med Kærligheden Overvinder Alt og det for bandet og Brandt karakteristiske uh-åh uh-åh uh-åh-hook. Som intro til anden sang Blod, Sved og Tårer tager Dickow bladet fra munden og "disser" med vanlig jysk tilbageholdenhed, og i næsten Hausgaardsk stil, tv-programmetToppen af Poppen: "Vi kunstnere er jo meget følsomme og har let til tårer – især når vi hører vores egne sange!"

Mange ting fungerer rigtig fint denne aften. Et højdepunkt er for eksempel Steffen Brandts meget fine omskrivning af Dickow-hittet Nobody's Man, der har fået den nye titel Ingens Pige. Der er slet skjult samfundskritik i den længselsfuldeTilbage På Sporet: "Verden vil elskes, som vi elskede engang" lyder det i denne spritnye, samskrevne sang, som også kommer rigtig fint ud over scenekanten. En anden fin detalje er det country-agtige krydderi, som Tina Dickow strør ud over sangene i for eksempel Someone You Love med en stompbox og en tamburin, og så samtidig synger og spiller fornemt guitar. Respekt. Fin musikalitet.

Der er også mange fine øjeblikke efter pausen, som for eksempel Brandts omskrivning af Damon Albarn-nummeret "The Selfish Giant", med den fine linje "Det er hårdt at være elskende med tv'et tændt", eller den underfundige ode til de sårbare sjæle Hospitalet For Ødelagte Ting. Også parcelhus-hyldesten Herlev, Det Er Skønt, fungerer godt og får en mild latterstrøm til at brede sig blandt publikum – og krydres desuden fint med en noget uvant og ganske sjov scat-solo af Tina Dickow.

Omhyggelighed og et par flotte skikkelser

Der tages god tid mellem numrene til at snakke og fortælle anekdoter, og de sange, de to hver især har med i bagagen, er nu engang også så stærke, at præsentationerne rent faktisk har en funktion – de får ganske enkelt én til at lytte mere til teksterne, og man får en ny vinkel på mange af sangene. Og det er her konceptet fungerer. Men for at koncerten for alvor skal løfte sig fra det, (bevares) gode, fine, og hyggelige som det bestemt er – ja, så savner jeg noget mere nyt. Og det især, fordi førnævnte Tilbage På Sporet er en fin sang, med tydeligt aftryk fra begge kunstnere. Kunne vi ikke få noget mere af det? Det er sjovt og hyggeligt at både se og høre de tos fortolkninger af hinandens sange, men det ville virkelig have løftet koncerten at høre noget mere nyt, skabt i fællesskab.

Som de sidder på scenen der, klæder de hinanden godt, og rent musikalsk klæder deres klanguniverser, tekster og helt basalt deres personligheder hinanden. Så et møde i flere nye sange synes næsten uundgåeligt. Jeg venter i spænding.