Det er kun fire måneder siden, at boybandet med en af de hidtil længste holdbarhedsdatoer besøgte Danmark. Sidste gang var det i Forum den 15. marts, og her fik de rystet fire stjerner af GAFFA's anmelder Nanna Jenner Jensen. De turnerer med deres seneste album "In A World Like This", der udkom sidste sommer, og de er så småt ved at afrunde anden runde. Af samme grund mindede gårdagens koncert i Ballerup umiskendeligt meget om det show, de leverede i foråret, i hvert fald hvad der angår sætlisten. Hverken bedre eller værre, blot et par numre længere, og de stive, hvide jakkesæt var skiftet ud med et blandet mix af slidte jeans og cowboyjakker, det hele dog i grålige nuancer – lidt skal de vel matche.
Drengene kom ikke alt for godt fra start. A.J. McLean var lige lovlig nasal, og resten af slænget var ikke ligefrem prangende i deres vokaler. Det hele blev en anelse mudret, om vi kan give akustikken og højttalerne skylden, er svært at afgøre. Måske de kan deles om den bøf. Dog trak bandet den hjem på stilen. Der var skruet gevaldigt op for drengerøven og hængebuksen, og de modne mænd var gemt godt væk.
Aftenen stod – som sædvanligt – uden tvivl i teenagerens tegn, og publikum var ikke et hak bedre. Efter tredje nummer slentrede Nick Carter frem og tilbage på podiet blandt publikum med jakken slængt over den ene skulder. Han kom med tre regler: 1. Go crazy, 2. Act like you're 15 years old, 3. Scream as long as you possibly can. Ikke at det var nødvendigt at sætte de regler op. Dem var vi enige om i forvejen. Der blev hvinet og skreget i en frekvens og decibel, der burde give mere i erstatning for høreskade end metrobyggeriet.
Geniale i 90'erne – og kun i 90'erne
Alle var enige om, at vi var samlet i arenaen for 90'er-nostalgiens skyld, og bandet ramte plet med hvert et hit. De var troværdige, og den klassiske karikerede koreografi, der var faretruende tæt på være forfærdelig plat, gjorde smeltende ondt i knæene. Dog fungerede den kun i de gamle klassikeres selskab. Ved fjerde nummer bragte de "Permanent Stain" fra deres nye album. De dansede lidt tilfældigt rundt på podiet, og boybandets helt særegne genre var ikke at spore. Den sammenvoksede gruppeperformance var ikkeeksisterende, der stod bare fem mænd og dansede ved siden af hinanden. Der manglede gennemførelse og sammenhæng, og den tendens gjorde sig gældende ved stort set samtlige af numrene fra det nye album.
Den eneste gang, man kunne mærke, der stadig var en anelse af boybandhjertet med, var ved "In A World Like This" – det eneste nummer fra pladen, de har haft nogenlunde succes med. Her blomstrede gruppens symbiotiske sammenspil, og de ramte genren. De er nu bare bedst til 90'er-hittene – her spiller koreografien max. Den står stadig knivskarpt og synkront, som da de under "All I Have To Give" fandt hatte frem og viste, at gruppen i den grad stadig kan deres trin. Heldigvis var det netop de gamle hits, der dominerede spilletiden.
Lige lovlig meget lir
Sættet blev jævnligt brudt op af både filmede interviews med gruppen selv og en trailer for deres kommende film på storskærmen. En video handlede sågar om, at drengene skulle have tid til at skifte tøj bag scenen, og to minutter senere kom de ganske rigtigt tilbage ..i det samme tøj som før! Ah venner, så tag dog lige jakkesættet på! Da blev der kradset endnu et stort minus ned på notesblokken. Gruppen kunne godt have skruet lidt ned for alle de alternative inputs, ligesom overforbruget af de utallige one man-snakke på podiet. Til gengæld skal de have ros for deres gimmick under "Breathe". Her bad de om at tænde for telefonblitzen, og kvindehavet blev med et stille og fyldt med dresserede ildfluer, der fløj frem og tilbage i takt.
Deres a cappella har også fortjent et skulderklap. Backstreet Boys tog plads på hver sin stol foran et 13 mand højt kor, og tre guitarer, en tromme og keys blev fundet frem. Her fik publikum også god mulighed for at synge stemmebåndet i stykker og blev en del af det lige pludseligt 9000 personers store a cappellakor. Deres nye "Madeleine" spillede ret godt her. Her lykkedes det faktisk drengene at frembringe boybandstilen med deres lyse flerstemmige flødepop.
Alt i alt er jeg ikke dybt imponeret. Særligt i starten så det stjernefattigt ud, men bandet kom efter det og sluttede på toppen med de ekstranumre, vi havde ventet på. Trods min lunkne betragtning af aftenens show kan man ikke komme uden om, at mine klistrede lår slap sædet og efterlod det drivvådt. Om det skyldes dagens hedebølge, der havde sneget sig med ind i arenaen, eller det skyldes det genantændte teencrush, vides ikke.
Publikum (og undertegnede) må dog siges at være et let og beskedent offer. Jeg tør vædde på, de fremmødte havde hylet lige så højt, hvis 'I Want It That Way' var dukket op på dansegulvet på det lokale diskotek. Det bekræfter dog kun, at de fem herrer still got it. Det må man give dem. Boybands har i en god tid haft en solid plads ved siden af røvgeviret og madonnapiercingen. Men alle ved som bekendt, at tingene fra netop denne skuffe har det med at blive fundet frem og pudset af igen – bare se på bøllehatten, hvem havde set den komme? Med One Direction i fuld fart mod de nye teenagere kan vi snart begynde at overveje, om Backstreet Boys (som nogle af de eneste) har overlevet genrens tørkeperiode.
Backstreet Boys live, Ballerup Super Arena, Torsdag, Fire ud af seks stjerner
