Walter Trout havde kun tre dage tilbage at leve i, da han sidste år i sidste øjeblik fik en levertransplantation – nu er den 64-årige guitarist tilbage på landevejen hos sit elskede publikum. I dette interview fortæller han hvor tæt, det var på, at han sidste år havde spillet sin sidste blues.
”The thrill is gone. . . ”
(B.B. King).
Den var så godt som forsvundet i foråret 2014.
Livsgnisten. Dér på hospitalsgangen i Omaha, Nebraska.
Hér lå Walter Trout – brillant bluesguitarist all-round good guy – og var ved at opgive kampen for livet. Han var 63 år gammel og hærget af en dødbringende leversygdom, som udover ulidelige smerter havde medført en periodisk hjerneskade.
»Jeg kunne ikke røre mig, ikke tænke, tale eller huske,« fortæller Trout.
»I en periode var min hjerne så skadet, at jeg har fået fortalt, at jeg fik besøg af mine børn. Men jeg kunne ikke huske dem.«
Som han lå dér, vidste Walter, at kun en levertransplantation ville kunne redde ham. Mens han ventede og håbede på, at det næste telefonopkald betød, at man havde fundet en ny lever til ham, oplevede Walter, hvordan patienterne omkring ham på afdelingen døde én for én.
Fordi man ikke havde kunnet finde en kompatibel lever til dem. På blot én dag døde tre af Trouts medpatienter af leversvigt.
Endelig kom det forløsende telefonopkald. Man havde fundet en ny lever til den californiske bluesguitarist. Han blev opereret sidst i maj 2014, og det var bogstaveligt talt i sidste øjeblik.
»Allersidste øjeblik,« understreger Walter Trout.
»Lægerne fortalte mig bagefter, at jeg – hvis ikke de havde foretaget operationen på det tidspunkt – ellers kun havde haft en tre dages tid tilbage at leve i.«
I dag er det således bogstaveligt talt en revitaliseret Walter Trout, der ringer til overtegnede fra et hotel i Frankrig, hvor han denne dag opholder sig på den turné, som tirsdag d. 10.11 spiller i Silkeborg og onsdag d. 12.11 spiller i Amager Bio i København.
Trout har været elsket i Danmark siden sidst i firserne og har spillet hér et utal af gange. Han er tilmed dansk gift med Marie Brændgaard fra Thisted, som han har tre børn sammen med. 'Elsket' er ikke overdrevet – jeg fortæller Walter, at blot rygtet om, at han og jeg skulle tale sammen medførte en strøm af henvendelser fra fans, som bad mig fortælle ham, at de elsker ham.
»Wouw, så bliver man altså ydmyg. Tak til dem alle sammen. Det betyder sgu’ bare så meget for mig.«
Walter Trout skylder sine fans alt. Ligefrem livet faktisk. Mens han var indlagt, måtte han og Marie konstatere, at parrets sygesikring ikke kunne dække omkostningerne til indlæggelsen, lægehjælpen og – ikke mindst – operationen.
Derfor tog én af Walters fans og venner initiativ til en indsamling for at rejse penge til ham. Der kom 240.000 dollar (ca. 1,6 mio kroner, red.) ind ved indsamlingen.
»Det var fantastisk og utroligt rørende med den indsamling. Èn ting var, at folk samlede penge ind til min operation, men samtidig sendte de jo også alle disse fantastiske beskeder til mig, og det var i dén grad med til at holde mig gående,« erindrer Walter Trout.
»Som min søde kone Marie sagde: ”Du KAN ikke give op nu – du har betydet noget for, og du betyder stadig så meget for alle disse mennesker. Du har gjort en forskel for dem, så du må og skal hænge på.«
Han understreger, at pengene afgjort var nødvendige. Selv om han havde en sundhedsforsikring.
»Uden at jeg skal kede dig med en masse tal, så strækker en sundhedsforsikring hér i USA simpelthen ikke til, når man skal igennem sådan en omgang. Alene operationen kostede 800.000 dollar. Dertil skal du så lægge hospitalsopholdet og alt muligt andet.
Den alt overskyggende årsag, at folk går fallit i USA, er sundhedssystemet. Forsikringssystemet er profitstyret, og jeg kan som blot et enkelt eksempel kan jeg fortælle dig, at da jeg på et tidspunkt skulle have lavet en kikkert-undersøgelse, hvor de førte et kamera ned gennem halsen på mig, får jeg at vide af mit forsikringsselskab, at undersøgelsen vil de nok dække, men de vil sgu ikke dække bedøvelsen! Det er et umenneskeligt system.«
Da Walter Trout tilbage i juni vendte tilbage til scenen på en festival i Londons Royal Albert Hall, havde han ikke spillet i to år.
»Alene dét at jeg gennemførte var en sejr,« husker guitaristen.
»Jeg havde faktisk ikke troet, at jeg nogensinde skulle spille guitar igen. I en meget lang periode under sygdommen var jeg så afkræftet, at jeg simpelthen ikke kunne presse strengene ned på gribebrættet. Jeg måtte lære det hele forfra, da jeg kom mere til kræfter
Inden da var det ekstremt frustrerende, for jeg havde jo al den hér musik i hovedet, men jeg kunne ikke spille.«
Musikken er nu kommet ud på Walter Trouts nye album, 'Battle Scars'. En samling sange, som handler om dét, Walter Trout måtte stå igennem i løbet af sin sygdom.
Om det øjeblik hvor han og Marie så hinanden i øjnene og forsøgte at overbevise hinanden om, at det hele nok skulle gå, selv om de reelt ikke rigtig troede på det mere i 'Almost Gone' (. . . 'Can’t help but feeling, that I won’t last too long').
Om hvordan det var at ligge hjælpeløs og høre tragedierne på hospitalet ske i 'Omaha' (. . . 'On the floor there’s people dyin’, I can’t take it no more, I can hear their families cryin’').
»Jeg lavede den plade som terapi for mig selv. Og den er ret direkte, som når den fortæller om, hvordan det var at ligge der på lever-afdelingen, mens patienterne rundt omkring mig døde, mens de ventede på en ny lever,« siger Walter Trout stille.
»Selvfølgelig kunne man ikke lade være at tænke 'bliver det dig næste gang', samtidig med at man håbede – hver gang telefonen ringede – at det var en besked om, at NU har vi en lever til dig.«
Albummets sidste sang, 'Gonna Live Again', handler så om dén Walter, der er vendt tilbage til livet og er glad og taknemmelig om end noget undrende over, at netop han fik lov at overleve.
»Den sang handler om, at Gud har givet mig en ekstra chance, så jeg har en forpligtelse over for alle de mennesker, som har støttet mig. Jeg skylder dem alt, og jeg vil give dem alt, jeg overhovedet kan – både med mine plader og mine koncerter,« siger Walter og tilføjer så med en overbevisning, man sjældent i dén grad har kunnet lodde over en knitrende telefonforbindelse:
»Steffen, det er ikke kun en fryd at spille igen! Det er en fryd at kunne gå, kunne trække vejret. . . hele livet, og jeg føler mig som en 18 årig igen! Jeg er så taknemmelig. Og når jeg så kommer op og spiller, skyller den taknemmelighed igennem mig, og jeg vil bare gøre det, det allerbedste jeg kan.«
