I er så også godt klar over, at der ikke bliver givet ved dørene hér i Departementet For Uansvarlig Opførsel. Det er således min forbandede pligt at fortælle jer, at 'Motörizer' – Motörheads 17. studiealbum på 31 år – er noget så sjældent fra dén kant som middelmådigt.
Og nej; jeg er ikke én af de fans, der hænger ubehjælpeligt fat i Motörheads fortid. Jeg synes således, at de tre seneste album før dette ('We Are Motörhead', 'Hammered' og specielt 'Inferno') var uniformt fremragende.
Nå, alt imens det altid har haft sin charme, at Motörheads plader altid lyder, som om de er hamret direkte af i studiet på et par dage, lyder 'Motörizer', som om den er indspillet (og skrevet) på en tilfældig times tid på en tilfældig eftermiddag, mens Lemmy, Mikkey Dee og Phil Campbell alligevel ventede på, at købmandsbudet skulle komme med den næste sending Jack Daniel’s.
Sangtitler som 'Buried Alive', 'Time Is Right', 'Teach You How To Sing The Blues', 'Runaround Man' og 'Rock Out' (med det infantile omkvæd 'rock out with your cock out', helt ærligt, Lemmy!) tyder sgu’ ikke just på, at Motörhead har været tynget af inspirationens byrde, da de lavede 'Motörizer'. Og det lyder heller ikke sådan!
MEN nu er det hér Motörhead, og fordi det ER Motörhead, er de heldigvis også patologisk ude af stand til at lave et decideret dårligt album. Den seje melodiske boogierocker 'English Rose' samt den gedigent gyngende midtempo-stamper 'The Thousand Names Of God' er velkomne supplementer til enhver ’head samling, og dertil kommer noget helt afgørende for karakteren: Phil Campbells guitarsoli. Manden spiller simpelthen blændende hele vejen igennem, selv om man kunne ønske for ham, han denne gang havde haft nogle bedre sange at folde talentet ud på.
