Fredericia Teaters nye musical, der følger op på Shu-bi-dua-succesen, betager med drama, gennemført disney’sk følelse, en overrumplende iscenesættelse og fire fine hovedrolleindehavere. Især Lars Mølsted i rollen som Quasimodo. Hvad han tilfører den forkrøblede klokker, er i al sin usentimentale nøgternhed dybt rørende.

Ved et forunderligt tilfælde lægger Danmark på bare tre dage scener til to musicalpremierer, der begge er  baseret på to verdensberømte forfatteres fascination af middelalderens katedralbyggeri.

Den ene er forfatteren Ken Follets ’Jordens søjler’, der onsdag havde premiere på Østre Gasværk. Og denne fredag aften var det så Disney-versionen af Victor Hugos ’Vor Frue i Paris’. Som i dag kun kendes under titlen ’Klokkeren fra Notre Dame’.

Sammenlignet med musicalen i Østre Gasværk forleden er ’Klokkeren fra Notre Dame's anslag klart og forståeligt.

Af kærlighed til sin døende bror påtager præsten Frollo sig at tage sig af broderens nyfødte søn. Han giver ham rollen som klokker og spærrer ham inde i toppen af Notre Dame, hvor han udvikler et venskab med de mange diabolske figurer, der pryder kirkens tårne.

Scenerne, hvor Lars Mølsteds Quasimodo spiller sammen med de levende figurer, er smart og flot iscenesat.

»Hvad er et menneske, hvad er et monster,« spørger Quasimodo – og selvfølgelig støvsuger Lars Mølsteds plagede figur teatret for empati.

Det ene overdådige tableau afløser det andet. Denne forestilling har en kriblende puls, bl.a. takket være det store cast, der, koreograferet med overskud på Bill Gates-niveau, myldrer rundt i salens totalteater.

Sanse-orgie

Tegneserie eller drama? Indimellem frygter man, at det visuelle sanseorgie i venlige jordfarver vil kappe nervetråden til fortællingens oprindelige dna og den myriade af eksistentielle tematikker, gamle Victor Hugo har lagt ind i sin historie.

Kærlighed. Ondskab. Etik. Religion. Mobning af det anderledes.

Religiøs livsfornægtelse og fortrængning, som modsætning til liv og begær, symboliseret i sigøjnerne. Claude Frollo er en liderbuks, der er villig til at ofre sin fostersøn og det halve Paris for Esmeraldas kærlighed.

Folket uden land, sigøjnernes skæbnebestemte hjemløshed. Womanpower, personificeret i kompromisløse Esmeralda, som heks.

Men ’Klokkeren fra Notre Dame’ holder kadencen frem mod en brusende og berusende afslutning, hvor man føler sig som passiv deltager i en 3D-film. Om ikke 4D-film, for med scenen forlænget med en balkon i siderne og en catwalk i midten af salen er det lige før, den såkaldte fjerde væg brydes.

Teatrets mange såkaldte LED-skærme skaber levende kulisser og lægger en ny alen til begrebet teater. Især hyppige elevatorture fra jord til toppen af katedralen giver sug i maven.

En kraftpræstation

Så effektivt brager musikken ud gennem Fredericia Teaters nye, dyre højttaleranlæg, så overbevisende dramatisk og levende er det sunget og spillet af den store trup frem til dér, hvor Quasimodo sætter Esmeralda, Phoebus og sig selv fri.

Mads M. Nissen spiller og bassynger sin Frollo med gotisk autoritet, uhygge og humor, så det runger – og sensuelle chilenske Vanessa Rodriques forfører ikke bare samtlige mandlige medvirkende, men også overtegnede med sin dialekt, mystik, styrke og musikalitet.

Og så er der Mølsteds Quasimodo.

Han krabber, stammer og grynter sig hæst gennem showet, alt imens hans naivitet splintrer og trods, kærlighed og en nobel karakter gradvis træder i karakter, sekunderet af katedralens figurer. På intet tidspunkt forfalder Mølsted til det overspil, som en figur som Quasimodo ellers indbyder til.

Mølsteds kraftpræstation gør klokkeren til en klokkeren seksstjernet succes for det fremgangsrige østjyske teater.

Alle har på et eller flere tidpunkter i sit liv båret rundt på en usynlig pukkel. Hvis Quasimodo anno 2016 er andet og mere end underholdning, kan det meget vel være at minde én om at se og respektere de andres pukler.

'Klokkeren fra Notre Dame', Fredericia Teater, premiere fredag aften.

Med bl.a. Lars Mølsted, Mads M. Nielsen, Martin Lund og Vanessa Rodriques. Musicalen er baseret på Disneys tegnefilmsversion fra 1996.