Det er ved at være den tid på året, hvor den dansk musik skal fejres. Danish Music Awards (DMA) 2014 løber nemlig over stablen lørdag aften i Forum i København.

Selve showet er på TV2 kl. 20.00 til 22.00, men BT er med både før, under og efter og dækker DMA tæt med liveblog, billedeserier og meget mere.

Gæstelisten er som altid stjernespækket, og bl.a. Medina, D-A-D, Christopher, Burhan G, Luksus Graham og Lars H.U.G opstræder i løbet af aftenen.

Sangerinden MØ dominerer på nomineringslisten med en plads i hele syv kategorier. S!VAS følger lige efter med seks nomineringer og Rasmus Seebach og Christopher er hver især nomineret til fem priser.

To af de mest populære priser blandt kunstnerne er Årets Publikumspris og Årets Idé. Vinderne af de to priser skal nemlig findes af fans og seere. Og det er stadig muligt at afgive sin stemme på TV2's hjemmeside.

Ud over priserne i de 18 forskellige kategorier skal DMA's Ærepris uddeles til en kunstner, som gennem tiden har 'sat et markant aftryk på den danske musikscene'. Det var i forbindelse med æreprisen, at Michael Bundesen fra Shu-bi-dua sidste år kom ind på scenen i kørestol og fik overrakt prisen. Til stor overraskelse for mange, fordi Bundesen ellers havde holdt sig uden for rampelyset, efter han fik en blodprop, som lammede ham i den ene side af kroppen.

Danish Music Awards er en årlig prisuddeling, som i 2014 arrangeres af TV 2 i samarbejde med IFPI Danmark og KODA.

Showet har været en årlig begivenhed siden 1989. De to første år blev arrangementet kaldt IFPI-prisen, hvorefter det skiftede navn til Dansk Grammy. Navnet Danish Music Awards er fra 2001, fordi Højesteret fastlog, at arrangørerne af den amerikanske Grammy-uddeling har eneret til navnet Grammy.

DU KAN FØLGE HELE BEGIVENHEDEN PÅ BT.DK HER