74-årige Kris Kristofferson bekæmpede sin forkølelse og understregede, at han stadig formår at puste nyt liv i sine sange, som ganske enkelt er blandt verdens bedste.
Kris Kristofferson er i sit livs efterår. Og som man kan høre i de spartanske akustiske og introspektive sange på hans seneste to plader ’This Old Road’ fra 2006 og ’Closer to the Bone’ fra sidste år, så er han godt selv klar over det.
Men den 74-årige troubadour fra Texas har heldigvis også levet et langt og begivenhedsrigt liv med uddannelse ved Oxford-universitet, som leder af Nashvilles unge ”Outlaw”-countrymusikere i 70’erne og som skuespiller i film af Scorsese og Peckinpah.
Ja, faktisk kender flertallet nok bedst Kristofferson for hans rolle som lastbilchaufføren Rubber Duck i kultfilmen ’Convoy’, selvom hans evner som sangskriver nu er bedre, end de er udi skuespillet.
Ganske vist har den gode Kris aldrig haft nogen stor stemmepragt, men sangene har mildt sagt aldrig fejlet noget, og de er således gennem tiderne blevet fortolket af alle fra Jerry Lee Lewis og Janis Joplin til Willie Nelson og Bob Dylan. Med andre ord burde denne aldrende herre have få ting at brokke sig over.
Og han da også ud til at hvile godt i sig selv, da han torsdag aften stod på scenen i Tivolis koncertsal og sang ’Me and Bobby McGee’ og alle de andre med en stemme, der bestemt ikke er blevet mere virtuos med årene, men som til gengæld har fået så meget desto mere personlighed.
Der var kun Kris, hans guitar og somme tider hans mundharmonika i den fyldte sal, men til trods for den høje alder, en lille forkølelse og det nøgne setup så leverede han.
Smukt og stærkt
I modsætning til kollegaen Willie Nelson, der for en måned siden fumlede rigeligt rundt i sine sange i Vega, så kan Kristofferson stadig spille guitar, sådan da, og i modsætning til Elvis Costello i Tivoli for en uge siden, så skulle der mere end en forkølelse til at vælte klippen Kris denne aften.
– I know you didn’t just come to hear an old fart blow his nose, som han sagde efter en af aftenens mange ture med lommetørklædet.
Nuvel, det tog det meste af det første sæt for ikonet at varme de gigtplagede fingre og den rustne stemme op, og sangene blev jappet af sted og sine steder afbrudt, når han ikke kunne huske teksterne.
Men ’Nobody Wins’ (dedikeret til George W. Bush og Dick Cheney), ’The Best of All Possible Worlds’ og en fantastisk indfølt og smuk version af ’Enough for You’ stod stærkt i det nøgne akustiske lydbillede, hvor hovedpersonen ikke havde andet end sin akustiske guitar og stemme at gemme sig bag.
En fornøjelse
Og efter pausen løftede koncerten sig så. Det var som om Kristofferson slappede mere af, han begyndte at strø små anekdoter om vennerne John Prine og Bob Dylan ind mellem sangene, og åbningen af andet sæt med ’Jesus Was a Capricorn’ var et lille genitræk.
Det var en fornøjelse at følge, hvordan den hæse herre tryllebandt det tavse publikum i Tivoli med sangene, der nu også var en tand mere personlige og alkoholinficerede ført an af obligatoriske ’The Pilgrim, Chapter 33’, der blev dedikeret til netop afdøde Dennis Hopper.
Her fra kom højdepunkt på højdepunkt først med fortryllende fortællende ’To Beat the Devil’, familiehyldesten ’The Promise’, tømmermandsslageren ’Sunday Mornin’ Comin’ Down’, ’The Silver Tongued Devil and I’ og ikke mindst den fortrinlige afslutter ’For the Good Times’.
Ikke sådan at vælte
Med stående ovationer lykkedes det for publikum at lokke en rørt Kristofferson tilbage på scenen til en håndfuld ekstranumre.
Og han kvitterede for støtten ved vittigt at invitere os med på resten af Europaturnéen, inden han tilegnede præsident Obama ’Why Me’, og kaldte ham ”det største håb siden Kennedy’erne”.
Jo, det kan godt være, at alderen efterhånden har sat sit præg på guitarspillet og den i forvejen hærgede stemme, men den ene af de to overlevende Highwaymen beviste, at han stadig tør tage et politisk standpunkt og – endnu vigtigere – at han stadig er et koncertbekendtskab værd.
Klippen Kris står med andre ord ikke sådan at vælte.
