Thomas Helmig er denne sommer festivalaktuel på Northside i Aarhus og Tinderbox i Odense.I 2010 spillede han på Bøgescenen i Skanderborg, og her fik publikum sig noget af en overraskelse.

»Det var skidesjovt. Det var selvfølgelig lidt af et sats, for sådan noget kan smadre en koncert, men vi havde en fornemmelse af, at det godt kunne lade sig gøre på Skanderborg,« fortæller Thomas Helmig om episoden, hvor Frank Hvam kun iført hvidt undertøj stormede ind på scenen og afbrød koncerten midt i 'Stupid Man'.

»De (Casper Christensen og Frank Hvam der var i gang med at optage ’Klovn’-film, red.) ville til at starte med gøre det bagefter koncerten, hvor publikum skulle instrueres i, at der blev filmet, men jeg syntes, vi skulle gøre det rigtigt. Det ville give en bedre ’what the fuck’-oplevelse for alle, og i dag er det jo et sjovt minde at have,« mindes han med et smil.

Thomas Helmig live på Skanderborg Festival - Danmarks Smukkeste Festival. Frank Hvam afbryder Tomas Helmigs koncert under nummeret Stupid Man og siger undskyld.
Thomas Helmig live på Skanderborg Festival - Danmarks Smukkeste Festival. Frank Hvam afbryder Tomas Helmigs koncert under nummeret Stupid Man og siger undskyld. Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Vis mere

Den erfarne popstjerne ser frem til en ny festival-sommer, hvor han privat plejer at være gæst på både Roskilde Festival og Northside. På Northside plejer han at tage cyklen og smutte ned og høre musik med familien.

»Lørdag hvor jeg selv spiller (I år, red.) kommer dagen til at gå med det, men derudover skal jeg da helt sikkert høre Frank Ocean og Radiohead. Det er et must. Jeg har haft nogle kæmpe oplevelser på festivalen gennem årene. Iggy Pop (i 2016, red.) var en stor fornøjelse, og så var det enormt sjovt at høre Wu Tang Clan (i 2015, red.) sammen med mine unger.«

Roskilde Festival minder ham også om en masse glade aftener.

»Jeg har fået lov til at spille på Roskilde Festivalen en del gange, og det var kæmpestort for mig at lykkedes med at besejre Orange scene. Så er man med i en eksklusiv klub. Engang spillede vi før Red Hot Chili Peppers, hvor det var den smukkeste aften. Da de gik på, begyndte det at øsregne, og de blev nærmest fornærmede over, at vejret ikke var med dem, men der er man bare nødt til at omfavne det og bruge det konstruktivt.«