Eurovision Song Contest er som regel lig med drama og store overraskelser. Og årets udgave skuffer heller ikke på den front.

Midt under pointafgivelsen sprang en bombe af de helt store. Israel, der er en institution i den europæiske sangkonkurrence, meddelte til alles overraskelse, at de ikke længere agter at stille op i konkurrencen.

Den stolte sang-nation, der har vundet Eurovsion med tre store hits, har deltaget i konkurrencen siden 1973.

»Det her er IBA, kanal 1 fra Jerusalem. Israel har deltaget i Eurovision Song Contest de sidste 44 år og vundet tre gange med numrene A-Ba-Ni-Bi (1978), Hallelujah (1979) og Diva (1998), men i aften er vores sidste aften. IBA lukker ned, og på vegne af hele holdet vil jeg sige: Tak, Europa for alle de magiske øjeblikke,« sagde den israelske pointgiver, mens salen i Kiev brød ud i klapsalver og hujen som tak for de mange Eurovision-øjeblikke fra Israel, som landet igennem historien har budt de mange fans.

Den danske kommentator Ole Tøpholm var dog ikke helt overbevist om, at vi nu også har hørt det sidste til Israel i Eurovision. Mens den israelske pointgiver afslørede nyheden, beroligede den danske kommentator seerne med, at Israel nok skal vende tilbage.

»Tv-stationen, der har rettighederne til at sende Eurovision i Israel lukker ned, men mon ikke tv-rettighederne kan overtages af en anden tv-station i Israel. Lad os nu se, om landet ikke kommer med igen,« sagde Ole Tøpholm.

Portugal med Salvador Sobral vandt en storsejr ved gårsdagens Eurovision Song Contest fra den ukrainske hovedstad, Kiev. Han var både seernes og juryens favorit og høstede hele 758 point. Andenpladsen erobrede Bulgarien med en score på 615 point.