Bare to en halv måned efter sin mand Nicolai Munch-Hansens død, er sangerinden Kira Skov klar med et nyt album 'In the Beginning'. BT mødte den hårdt ramte Skov i hendes kolonihavehus på Amager.

Der har været meget mørke i Kira Skovs liv den seneste tid. I februar mistede hun sin mand Nicolai Munch-Hansen, der døde, tilsyneladende forårsaget af en uheldig blanding af stoffer og alkohol. Og for ganske nylig døde hendes far.

Men det er ikke mørke, man fornemmer på vej til kolonihavehuset, hvor der stadig står Skov og Munch-Hansen på lågens skilt – det er snarere hygge og varme.

Huset ligger ved siden af en plads, der tidligere rummede en købmand, en legeplads og nogle borde og bænke - et ånderum og humlefyldt vandhul for den københavnske arbejderklasse. Klassisk kolonihave. I dag rummer pladsen en blandet økologisk købmand og café, der lige så godt kunne ligge i et af de hippe brokvarterer på den anden side af Kalvebod Brygge.

Kira Skov vil gerne tale om sit nye, ambitiøse pladeprojekt, men hun har frabedt sig spørgsmål om mandens død. Der er stadig mange ting, der skal bearbejdes. Og sådan vil det være meget længe, siger hun. Hun har heller ikke noget ønske om at bruge sin sorg til at flage for sit nye pladeprojekt.

Vi taler lidt om Skovs enorme Bob Dylan-plakat, der har fulgt hende i årevis. Nu hænger den på toilettet.

Bob synger 'Death is not the end’. Det er naturligvis tilfældigt, men hvis man vil, kan man finde en form for symbolik i titlen på Kiras nye album ’In the Beginning’. Det gælder om at komme videre.

»Vi flyttede herud til kolonihaven i sin tid for at give Morgan muligheden for frihed. På Vesterbro skal man være meget over sine børn,« siger Kira Skov, da hun er blevet enig med sig selv om, at den nye filterkaffemaskine fungerer tilfredsstillende. Morgan er hendes og Munch-Hansens fireårige søn.

Sønnen Morgan har fået mere frihed, efter at familien rykkede til Amager.
Sønnen Morgan har fået mere frihed, efter at familien rykkede til Amager. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Jeg har været ekstra mor for Nicolais datter, Nora, siden hun var to et halvt. Når børnene er små, er man nødt til at følge med dem på legepladsen, når bor et sted som Vesterbro. Herude kan Morgan løbe frit rundt til sine legekammerater. Det er trygt. Man har fornemmelsen af at folk passer på hinanden. Som barn havde jeg selv brug for at have mit eget hemmelige liv,« siger Kira Skov, der er vokset op i Rødovre og Valby.

Kira Skovs nyeste pladeprojekt ’In the Beginning’ tager udgangspunkt i en helt anden form for hemmeligt liv.

Først var det bare en løs snak mellem to kolleger og veninder, den estiske musiker Maria Faust og Kira selv.

Faust drømte om at opsøge ufortalte historier i nogle gamle russiskortodokse kirker i skovene det sydlige Estland. Hendes mormor er vokset op i et Estland under først nazisternes og senere kommunismens åg, hvor religionen var forbudt. Især i de første årtier efter Sovjets reelle annektering af Estland.

»Maria er vokset op med, at hendes mormor som troende katolik måtte leve et hemmeligt liv. Hun hørte først om Jesus, da hun var otte år gammel. Det er svært at forestille sig, ikke? De gamle kirker, der i dag mere eller mindre er i ruiner har huset nazister og flygtede russere under kommunisterne. De har fungeret som våbenlagre og skjulesteder for prostituerede.«

Efter sit seneste album ’May Your Mind Explode a Blossom Tree’ stod hun og manglede en idé til et projekt, der kunne præsenteres for diverse økonomiske støtter og sponsorer som værende originalt.

Og volia; en pladeindspilning i en kirkeruin i en estisk skov. Kan det blive mere originalt?

De to veninder planlagde et roadtrip fra hovedstaden Tallinn mod syd. I januar 2016 kørte de af sted gennem landet i en lejet bil. De fik set en del træer. 50 pct. af landet er dækket af skov.

»Det er vildt projekt at køre gennem de her skove. Jeg havde virkelig fornemmelsen af at være kommet til det forladte land. Hvor er alle mennesker henne? Vi kom ind på steder, der kunne være en scene i ’True Detective’. Steder, hvor der bare er jord som gulv og en grill i hjørnet. Og et træ, der voksede op gennem loftet. Det så virkelig spooky ud.«

En dag lykkedes det af finde en kirke, som stadig blev brugt til messe.

»Vi var til en messe i en af de nedlagte kirker, en tidlig januarmorgen i frostvejr. Vi havde det som om, vi kom ind i en tidslomme, hvor tiden var gået i stå. Præsten stod med røgelsespinde, hvis røg blandede sig med hans og vores andres frostånde. Der var de der gamle damer på over 80, der stod i kulden og sang - og blev ved med at synge. Det var fuldstændig magisk. Det virkede så fremmedartet , at vi dårlig turde spørge præsten om vi evt. måtte låne kirken til vores projekt,« fortæller sangerinden.

Kira Skov har sammen med jazzsaxofonisten Maria Faust indspillet albummet ’In The Beginning’ i en forladt kirke i Estland. Her er hun fotograferet i hjemmet på Amager.
Kira Skov har sammen med jazzsaxofonisten Maria Faust indspillet albummet ’In The Beginning’ i en forladt kirke i Estland. Her er hun fotograferet i hjemmet på Amager. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men præsten viste sig at være imødekommende og inviterede dem hjem til sig selv, hvor han i øvrigt holdt fødselsdagsfest. Efter nogle timers samvær tilbød han at ringe til det parlamentsmedlem i Tallinn, der kunne give tilladelsen til at bruge kirken. Og så af sted i den lejede bil til politikeren.

»Han virkede ret skeptisk i begyndelsen. Jeg kan godt forstå ham. Der kommer vi, en præst og to vildt fremmede musikere en søndag og vil låne en ruin til at optage musik i,« siger Kira Skov med et stort grin.

»Jeg havde en intuitiv fornemmelse af at det ville være det rigtige. Jeg fandt ind i mit eget indre liv, prøvede at se mig selv som historiefortælleren i et scenarie, der udspillede sig i det der maleriske miljø,« tilføjer hun.

Allerede ti måneder senere stod kirken klar til at optage albummet. Produceren Mark Howard, der også producerede Skovs og Marie Fiskers projekt  ’The Cabin Project’, byggede på rekordtid et studie i kirken.

Kira Skov og Michael Møller på scenen med DR Symfoniorkestret under P6 Beat Rocker Koncerthuset 6. januar.
Kira Skov og Michael Møller på scenen med DR Symfoniorkestret under P6 Beat Rocker Koncerthuset 6. januar. Foto: Torben Christensen
Vis mere

Howard har arbejdet sammen med Bob Dylan, Tom Waits og Iggy Pop. Hvordan i al verden lokker man ham til at bygge et pladestudie i en glemt del af Baltikum?

»Jeg lærte ham at kende, da han miksede min plade ’The Railtrain, the Meadow, the Freeway and the Shadows’ i 2008. Vi holdt forbindelsen ved lige. Han var ret vild med en video, jeg og Marie Fisker lavede, hvor vi synger en Johnny Cash-sang. Pludselig en dag skrev han og spurgte, hvornår vi skulle i gang med at arbejde. Jeg skyndte mig at slå til,« siger Kira Skov.

Det estiske eventyr har været dyrt. Et studie skulle bygges. Musikere flyves til Estland, blandt andre Kiras faste samarbejdspartner, hendes afdøde mand Nicolai.  En ting var selve processen, skrivning og indspilning. Selve finishen og forberedelserne til udgivelsen blev forsinket, da Nicolai Munch-Hansen pludselig døde.

»Der er ikke ret mange penge i branchen i dag. Et så ambitiøst pladeprojekt kræver, at man søger penge, man er nødt til at være effektiv. Jeg kan godt blive lidt træt af mig selv indimellem, fordi det kræver så meget salgsarbejde at præsentere sit projekt for de fonde, man søger støtten fra. Jeg skal promovere mig selv hele tiden. Det har været afgørende for, at jeg har kunnet leve af det. Plus et treårigt arbejdslegat. Det gav mig et frirum til at takke nej indimellem,« siger Kira Skov.

Der opstår en lille pause i samtalen. Kolonihavehusets beboer har brug for lidt luft. Hun vil helst ikke fremstå alt for hellig, forstår man. Hun har prøvet en enkelt gang at gå på kompromis - i en Johnny Cash-musical, hun var med i sidste år.

»Jeg kunne godt lide idéen om at tage udgangspunkt i musikken i stedet for at hænge i en trapez som i andre teaterkoncerter. Det var bare ikke særlig sjov. Jeg elsker Johnny Cash, men jeg sagde også ja, fordi min løn kunne være med til at finansiere mit projekt i Estland, som der jo ikke nødvendigvis er en kæmpe kommerciel værdi i. Men jeg er vant til at være min egen chef. 90 forestillinger for en, der har det svært med gentagelse. Og det med at have en instruktør… ha-ha, det er vist ikke lige mig, siger Kira Skov,« og tilføjer:

»Sådan er det nogle gange. Man må lave handler med sig selv.«

Det nye album er optaget i en kirke. Er du selv religiøs?

»Det spirituelle... Jeg vil ikke udelukke noget. Jeg vil ikke sige, at jeg IKKE har en tro, men jeg har ikke en defineret tro. Jeg er ikke kristen i traditionel forstand. Men jeg tror på, at der er flere dimensioner. Det er selvfølgelig noget jeg beskæftiger mig meget med lige nu … efter Nikolaj. Hvad sker der? Er der et liv efter døden? De tanker har jeg aldrig haft før. Det er noget, der tager meget energi fra mig lige nu,« siger Kira Skov, og sukker. Holder en lille pause.

Det er ingen hemmelighed at forholdet til hendes far tidligere har været anstrengt. For fire år siden fortalte hun blandt andet i Gaffa, hvordan faderens bedrag i hendes barndom, der senere førte til forældrenes skilsmisse, har lejret en latent følelse af svigt i hende. Men som hun hædrer faderen på instagram:

»Du levede et hårdt liv, men din fantasi var fantastisk og du tændte kreativiteten i mig som barn. Du var elsket af mange. Selvom du ofte var væk, var dit aftryk stort. Må kærlighedens vinde bære dig over på den anden side.«

Musikken på det nye album er som Kira Skov selv siger måske ikke ret let tilgængelig. Men den er fyldt med lag og stemninger. Og temaer som svigt, forsoning og tilgivelse udsprunget af en oplevelse for enden af Østersøen.

»De temaer, vi arbejder med er jo klassiske religiøse temaer, som samtidig er universelle. Tilgivelse. Det kan være at tilgive et land for at underkaste sig et regime, som i Estland. På den anden side kan det jo også handle om at tilgive sig selv for at underkaste sig sin mor. Og din mor kan underkaste sig en mand. Fra det helt nære til det store,« siger Kira Skov.

Det er ved at være slut med interviewet. Og tid til det nære. Der skal skydes nogle billeder, og Kira skal hente sin og sin afdøde mands søn i en børnehave i det nærliggende boligkvarter.

»Det er et godt sted. Multikulturelt. Børn har godt af at lære at livet er nuanceret.«