I dag for 10 år siden blev den værste katastrofe på en musikfestival nogensinde skabt i en cocktail af panik, kritisabel sikkerhed og egoisme blandt tilskuerne. Ni menneskeliv gik tabt foran Orange Scene på Roskilde Festival. Bt.dk gennemgår Roskilde-tragedien minut for minut, inden folkefesten igen i morgen lever videre. Mød Thomas, Tira og Henrik, der hver især oplevede katastrofens brændpunkter. HER ER KAPITEL 3. KAPITEL 1 OG KAPITEL 2 KAN HENTES I MENUEN TIL HØJRE

Kunne være død

Thomas er alene i den ellers menneskerige lejr. Han kravler ind i sin sovepose. Det gør ondt i kroppen, han ryster. Kroppen har fået så mange tæsk, at han ikke kan rumme mere. Men han kan ikke sove. Alt kører indeni, det lykkedes. Andet kan han ikke overskue.

Endelig er der stemmer, som han kender. Langsomt siver folk ind. Nogen siger, at mennesker er døde. Andre siger, at det er noget vrøvl. Vennerne fortæller, at de ikke var i fare. Thomas var uheldig. Det går op for ham, at det kunne være gået rigtig galt. De tæller lejren op: alle er kommet tilbage. Nat bliver til morgen. En sort, sort morgen. Det regner. Stemningen er trykket. Skal de blive?

18-årige Thomas ved, at han er i live. Derfor ringer han ikke hjem til familien i Hinnerup. Men da omfanget af tragedien går op for ham, bruger han flere timer på at stå i kø til en telefonboks. Hans forældre bliver glade. Han indser, at alle uden for hans verden ved rigtig meget.

Orange Scene ligner sig selv, men der er afspærringer og blomster. Det er underligt, en stærk kontrast til det sjove og glæden, som de har oplevet i en uge. Det er sket, tænker Thomas. Vi må videre.

Det danske band D-A-D overvejer på dette tidspunkt, om de vil spille søndag aften på orange scene. Det er deres valg. Thomas er glad for, at de gør det. Det er første gang, han går til koncert ved scenen efter tragedien. Han stiller sig helt bagerst, han er bekymret og fokuseret. Men det er en lettelse at stå der, for det kan godt lade sig gøre. Det er en god oplevelse, og han er glad for, at han blev.

Nogle gange tænker Thomas på fyren, der lå under ham i mørket. Han ved ikke, om han var blandt de døde. Han finder nok aldrig ud af det.

Thomas Jensen er stadig glad for festivaler i dag 10 år efter. Tragedien tænker han sjældent over. Nogle gange synes han, det er ærgerligt, at koncerter ikke kan være lige så vilde som dengang. Men han skal ikke ud på dyreskuepladsen ved Roskilde, når festen på torsdag ruller videre. Han fik ikke billet.

Skulle identificere døde børn på billeder

Tira Vibeke Veng står over betjentenes midlertidige bord i forhallen på Roskilde Sygehus.

Øjnene er stift rettet mod de otte billeder af dræbte unge mænd, som ligger på bordet.

Med tårer i øjnene kigger hun koncentreret på billederne. Et for et. Studerer de forslåede ansigter, der ligger livløse foran linsen og blitzen.

- De ser medtagne ud. Og det værste er, at de jo ligner Jori. Alle teenagere i den alder ligner hinanden. De har alle sammen samme alder, lyst hår og blå. . . ja, altså jeg kan jo ikke se deres øjne. Men ja, jeg er faktisk i tvivl ved et par af billederne, siger Tira Vibeke Veng.

På hvert billede leder hun efter genkendelige træk, men med stigende lettelse kan hun, hver gang hun rækker politiet et foto med et lille afkræftende ryst på hovedet, konstatere, at ingen af de dræbte på billederne er hendes 17-årige søn.

Senere er det kommet frem, at flere af forældrene til de afdøde skulle identificere deres børn ved at kigge på politiets billeder.

- Men jeg har så meget adrenalin i kroppen, at jeg må gøre noget med mig selv. Jeg kan ikke få ro, før jeg har fået svar, siger moderen.

Et kvarter senere står hun med sin stedmor ved indgangen til Roskilde Festivalens campingplads.

- Jeg tror, mine øjne ville have dræbt, hvis vagterne sagde, jeg ikke måtte komme ind. Vi skulle bare ind.

De to kvinder træder rundt i mudderet i et par uforløste timer og beslutter sig til sidst for at tage bilen tilbage mod København.

Først ved 16-tiden ringer telefonen.

- Mor? Det er mig. Nettet har været nede.

----

I YouTube-klippet herunder kan en mindetale ses fra Pearl Jams forsanger, Eddie Vedder, til de afdøde fans fra Roskilde Festival