Man kan sige meget om Kanye West, men et er i hvert fald helt sikkert: Han er god til at skabe røre omkring sig.

Og det må man sige, at han i den grad har gjort med sin seneste musikvideo til sangen ‘Famous’, som blev udgivet fredag.

Det er nemlig ikke en hvilken som helst musikvideo - den er tværtimod meget opsigtsvækkende. I videoen ser man nemlig en enorm seng, hvor Kanye West og hans kone, Kim Kardashian, ligger og sover nøgne - det er i sig selv ikke skandaløst.

Det er derimod det faktum, at de har besøg i sengen af en lang række andre kendte personer…

Ved siden af Kanye West og Kim Kardashian ligger nemlig Taylor Swift, Donald Trump, Rihanna, Chris Brown, Caitlyn Jenner, Bill Cosby, Ray J (ham, der indspillede en sexvideo med Kim Kardashian i sin tid, red.), George W. Bush, Anna Wintour og sågar også Kanye Wests ekskæreste, Amber Rose - alle nøgne og afklædte.

Foto: Tidal/XPOSUREPHOTOS.COM
Vis mere

Selvfølgelig er der ikke tale om de virkelige ‘udgaver’ af kendisserne. Ifølge musikmagasinet Rolling Stone er der tale om dobbeltgængere og filmeffekter og eventuelt voksdukker, men alligevel retter Kanye West en tak til de medvirkende - altså Taylor Swift og co. - i rulleteksterne. ‘For being famous’ (for at være berømte, red.), som han skriver.

Det vides endnu ikke, om nogen af de kendte har takket ja til at medvirke, men en anonym kilde siger til HollywoodLife, at Taylor Swift mildt sagt er meget utilfreds over sin rolle i videoen.

»Taylor er rasende og forfærdet. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv, da hun hørte, hvad Kanye havde gjort. Det er et mareridt,« siger kilden om videoen og sangen, der bl.a. indeholder linjen: ‘I feel like me and Taylor Swift might still have sex, I made that bitch famous’.

En anden af de ‘medvirkende’, Chris Brown, tager det dog mere roligt.

»Kanye er gal. Talentfuld, men gal,« skriver han på Instagram - tilsat en masse smilende smileys.