Store hit som "Jonathan" og "En Som Dig" bliver aldrig for gamle.
Bag hittene "Jonathan", "En Som Dig" og "Som de andre gør" står musikerne Morten Remar og Nis Bøgvad. Efter at have ligget i dvale i 12 år er duoen "Back to Back" genopstået, og de gav koncert lørdag middag på bistroen i Tisvilde.
»Vi har startet og stoppet et par gange i de 29 år, gruppen har eksisteret. Men der er stadig behov for at høre de gamle sange, og vi har samtidig stor lyst til at optræde«, sagde duoen, kort før koncerten gik i gang.
LÆS OGSÅ: Stort interview med Anna David efter hårde år: Jeg er blevet voksen
Nis Bøgvad, 50, er i det daglige beskæftiget som musikalsk supervicer med ansvar for musik til spillefilm. Han står bl.a. bag filmmusikken til Klovn, Hvidstensgruppen, Spies og Glistrup.
»Selvom det er længe siden sidst, er det ligesom at komme hjem, når vi spiller sammen«, sagde Nis Bøgvad, der har to sønner, mens 56-årige Morten Remar har tre børn. Han debuterer i øvrigt med sin første roman "Amok" den 22. september.