’Don’t let me down, don’t let me down’, råber Troels Lyby. Han hænger i én arm i en kran flere meter over gulvet og svajer faretruende.

Gevandterne flagrer vildt omkring hans udstrakte krop og tynger ham mod det hårde scenegulv, mens han synger sit hjerte ud i en nyfortolkning af Beatles-sangen af samme navn. Men kostumet skjuler også den sikkerhedsline, der holder ham fast til kranen. Hvis de svedige håndflader skulle miste grebet.

Intet må gå galt i ’den største teaterkoncert nogensinde’, som instruktør Nikolaj Cederholm og hele holdet bag årets kæmpe opsætning af ’Hey Jude’ kalder det. De forsøgte sig også sidste år med megasuccesen ’Come Together’, men i år bliver det vildere. Og det må koste lidt hjertebanken og blå mærker.

Efterhånden gamle

- Der har været småskader rundt omkring. Mark (Linn, red.) faldt ud af en sofa, der hang et stykke oppe, og ramte gulvet på en uheldig måde. Jeg har selv fået en fibersprængning. Vi er jo gamle efterhånden, så vores kroppe siger av, når der sker et eller andet, siger Troels Lyby, der alligevel helt vil afvise, at han er blevet for gammel til at hoppe syngende rundt under loftet og hænge i halsbrækkende stillinger, selvom han må erkende, at han ikke var i helt så god form, som han troede, da han gik ind til ’Hey Jude’.

- Det har jeg forhåbentligt fået indhentet nu. Men det tager længere tid at komme sig oven på en skade, siger den 46-årige skuespiller.

Ud over scenekanten

Da nummeret er slut, og den store gule kran har sat ham sikkert ned, tager han alligevel endnu en ubesværet dingletur til ære for de fremmødte fotografer og journalister. Men så har venstre arm også brug for hvile.

Imens går kranen videre til næste udfordring. På toppen af en 2,5 ton tung container sidder spinkle Pernille Rosendahl og vipper med foden, inden ’The Ballad of John and Yoko’ går rigtigt i gang. Men da containeren begynder at dreje rundt om sig selv midt i det store Forum, rejser hun sig op og synger med en råhed, man sjældent har set hos den garvede sanger. Det er første gang, den populære The Storm-sangerinde og tidligere X Factor-dommer spiller med i en teaterkoncert, og hun er da også gået ind i projektet med en vis ydmyghed.

- Det er så nyt for mig. Jeg kan godt synge, bruge min tilstedeværelse og komme ud over scenekanten, men derfra og til at indgå i en historiefortælling - der er i hvert fald sket en kraftig opgradering, siden jeg spillede teater i skolen som 12-årig, griner debutanten.

Skal følge X Factor

- Det er ikke mit fag, og jeg skal heller ikke være skuespiller på sigt. Jeg nyder at se folk, der er gode til det, de har arbejdet med i mange år. Man ser f.eks. så mange sportsstjerner, der pludselig vil være popsangere. Og det går sjældent godt, smiler Pernille Rosendahl.

Hun skal sammen med resten af holdet kæmpe om publikummerne, når teaterkoncerten får premiere 28. december - samme dag som de tidligere kollegaer på X Factor toner frem på skærmen for første gang i denne sæson.

- Jeg tror, der er plads til os alle sammen. Jeg ønsker alt det bedste for dem, og jeg skal da også følge med på tv, siger den tidligere X Factor-dommer.