Popstjernen Justin Timberlake er siden søndag blevet overdynget med vrede beskeder på det sociale medie Twitter.

Egentlig startede det hele som en hyldest.

Søndag aften vandt skuespilleren Jessie Williams en såkaldt 'humanitarian award' ved årets BET Awards, der hylder afroamerikanere og andre minoriteter inden for både musik, film og andre kunstformer.

Jessie Williams er nok bedst kendt for sin rolle som lægen Avery i hitserien 'Greys Hvide Verden', men derudover er han blandt andet meget engageret i 'Black Lives Matter'-bevægelsen. En bevægelse, der i høj grad er vokset ud af de mange sager om politivold mod sorte amerikanere, USA har været ramt af de seneste år.

Da Jessie Williams modtog prisen søndag, brugte han derfor sin taletid til at tale om netop det emne og om, hvordan der bør gøres mere for at gøre hvide og sorte amerikanere lige, skriver Time.

Han modtog en stående ovation for sin tale, ligesom han på sociale medier blev hyldet. Også af Justin Timberlake som skrev, at han blev meget inspireret af talen.

Artiklen fortsætter under tweetet.

Men herefter gik det galt for popstjernen, der lige nu hitter med sangen 'Can't Stop This Feeling'.

En bruger på Twitter spurgte Timberlake, om han ikke ville stoppe med at tilegne sig afroamerikansk musik - og i øvrigt sige undskyld til Janet Jackson. Sandsynligvis med henvisning til, at Janet Jackson i 2004 blev forment adgang fra Grammy's, efter at Justin Timberlake under Super Bowl-finalen havde blottet hendes bryst.

Herefter svarer Justin Timberlake, at vedkommende bør indse, at vi alle er ens. 'We are all the same', som popstjernen skriver.

Artiklen fortsætter under tweetet.

Men den formulering faldt bestemt ikke i god jord hos mange brugere af Twitter, som var hurtige til at angribe Timberlake for mangel på forståelse for, at problemet som Jesse Williams taler om netop er, at der ér forskel på behandlingen af sorte og hvide.

En bruger spørger blandt andet retorisk, om Justin Timerlake også bliver dømt på sin hudfarve.

En anden påpeger, at Timberlake har været i musikindustrien længe, men aldrig selv brugt sin taletid på at snakke om sortes rettigheder.

Flere har også valgt at gøre grin med Timberlake ved at dele billeder af popstjernen og retorisk spørge, om vi alle virkelig er ens.

Dagen derpå har Justin Timberlake været ude og undskylde for sit tweet, som han føler er blevet misforstået.

'Jeg føler mig misforstået. Jeg svarede på et specifikt tweet, som ikke var ment som et generelt svar. Jeg skulle ikke have svaret uanset,' skrev Timberlake tidligere mandag.

Herefter kom også en decideret undskyldning.

'Jeg undskylder til alle, der føler, at jeg var upassende. Jeg har intet andet end KÆRLIGHED TIL JER OG OS ALLE', skrev Justin Timberlake på Twitter.