Jo, de var der da – hele trendgalleriet – men når alt kommer til alt tilhører festivalerne stadig rock and roll; i Jelling på fineste facon repræsenteret af det revitaliserede Pretty Maids

Man kunne jo – som så mange andre – efter første dag på Danmarks mest sympatiske festival – nemlig dén af slagsen i Jelling – vælge at koncentrere sig om det oplagte. Nemlig Lukas Graham, fordi de er så ’oppe i tiden’, og ’ham dér er så sød’.

Eller Rasmus Seebach, fordi han stort set alene holder den danske pladebranche fra at synke helt ned i kviksandet (og i øvrigt både tak og respekt for dét, Rasmus!).

Eller Nephew, fordi visse magasiner stadig og stedse forsøger at gøre det til comme il faut, at Simon og slænget SKAL omtales – uanset om der er nogen fornuftig grund til det eller ej.

Men som én af mine bekendte – vi kan jo kalde ham Paven af På-tværs – ind imellem påpeger med en vis vægt: man kunne fandme også lade være! Og i stedet koncentrere sig om dét, vi stadig er ganske mange, som mener er selve festivalernes livsblod. Nemlig dét, de kalder rock and roll.

Enter: veteranerne i hårdrockens mest forbenede forkæmpere i Pretty Maids, som i Jelling fredag aften benyttede lejligheden til at divertere med én af DE flotteste koncerter, jeg har oplevet dem give i de 30 år, jeg har fulgt sanger Paul Christensen og guitarist Kenneth Hansen og deres skiftende besætninger.

- Det dér er intet mindre end ren verdensklasse, som min fine fælle Lars fik gispet, da Pretty Maids efter den indledende formidable flotille – ’Mother Of All Lies’, ’INVU’, ’Sad To See You Suffer’ og ’Motherland’ – ramte den oversete men fremragende festredder ’Wouldn’t Miss You’.

Sandhedsværdien i det udsagn optrådte Pretty Maids så som stolte ambassadører for hele vejen i deres fem kvarter lange sæt. Endelig – som i ENDELIG – har Maids i 2013 rejst sig fra deres efterhånden alt for bekvemme leje på forudsigelighedens laurbær: halvdelen af sættet bestod således af numre fra deres aktuelle og fortjent internationalt roste ’Motherland’ album, og lyden var skruet op der til, hvorfra kun de hårdeste vender tilbage men til gengæld i dén grad bliver belønnet med selve storheden i de gigantiske klangflader, som bører mange af Pretty Maids’ nye numre. Nå ja; og så har bandet simpelthen strammet op.

Festorkester eller ej – og tro mig; Pretty Maids er et fremragende ét af slagsen – er det nu slut med minutlange selvgratulerende sing-alongs og andre billige tricks (jeg mindes endnu med væmmelse hvordan de for få år siden trak ’Smoke on The Water’ ind i ’Red Hot And Heavy). Tværtimod er der faktisk blevet pisket nyt liv i ellers døende gamle travheste som ’Please Don’t Leave Me’, ’Future World’ og førnævnte ’Red Hot…’ i stramme, lige-i-masken arrangementer.

Når Pretty Maids spiller sådan, er de ét af de bedste hardrockbands i verden.

Så alt i alt noget af en magtdemonstration, en stor aften, og utroligt at skulle skrive dét efter så mange år: men jeg tror sgu’ ikke engang, vi har hørt og set det bedste fra den kant live endnu.

Så med al respekt for Pretty Maids’ ligesindede, som spillede samme dag - det fornemt spillende Den Danske Mafia og det fine ’Guitar Event’ med Mika Vandborg (Love Shop) og Søren Andersen (Glenn Hughes, Anne Linnet m.fl.) – I har et stykke vej derop endnu…

Selv om så Den Danske Mafias blues/heavyrock variationer over John Mogensens sangskat (og specielt ’Mandalay’) faktisk er uimodståelig, ligesom Vandborg og Andersens guitarekskursioner er flot eksekverede – om end de to mangler nogle flere gode sange og knap så mange 70’er stiløvelser som pakæsler for virtuositeten.

PRETTY MAIDS m.fl. Jelling Festival 6 ud af 6 stjerner