Et veloplagt men også i længden svært kedsommeligt Sabaton blev sat til vægs af deres supportband – nu var det supportband så også selveste Accept.
»Jeg forstår sgu’ altså ikke, hvorfor hovednavnet skal spille før opvarmningen...”
Beskeden – som jeg fik tre kvarter inde i Sabatons koncert i Vega fra ét af medlemmerne af det hårde hold – var lige så lakonisk, som den var ramt lige i det berømmede bagparti.
Årsagen til ovenfor citerede herres undren var selvsagt, at det krigsfikserede svenske popmetal orkester Sabaton (stort set alle deres sange handler om krige eller slag gennem historien) havde ingen ringere end ét af historiens bedste Heavy Metal bands, de tyske tordenguder Accept, med som support.
For ærligt talt:
Hvem kan følge et band, som huser én af de mest originale guitarister i genren i Wolf Hofmann?
For ikke at tale om et band, som fire årtier inde i karrieren er en så levende og veloplagt for ikke at tale om vanvittigt velspillende organisme som nogensinde?
Et band, hvis sangskat – og hér taler vi virkelig om ædelstene – udgøres af bl.a. klassikere som ”Princess Of The Dawn”, ”Balls To The Wall”, ”Metal Heart”, ”Restless And Wild” og ”Fast As A Shark” og nye sange, som utroligt nok kan matche klassikerne som ”Stampede”, ”Stalingrad”, ”Teutonic Terror” og ”Final Journey” (og det var bare dem, de spillede i den allokerede time tirsdag aften)?
Et band med en forståelse for melodi, swing og dynamik, som man ærligt talt alt for sjældent oplever det i Heavy Metal?
Okay, hvem kan følge dem?
Svaret er, at det kan de færreste – om nogle! Objektivt hørt kunne jo ikke engang Volbeat på toppen af deres ydeevne leve op til Accept, da de havde bandet som support i Odense for et par år siden.
Og Sabaton kan da slet ikke, og man frygtede ærligt talt et på alle måder pinagtigt musikalsk selvmord senere på aftenen, efter at de fem Accept medlemmer forlod scenen med et kollektivt grin, som mere end ord eller toner trompeterede:
»Okay, følg dén op!«
Se, nu har jeg egentlig ikke noget mod Sabaton, men venner – selv om du aldrig har hørt Sabaton, har du sgu hørt dem alligevel. Du kender jo godt den dér ”Runrig goes heavy” skabelon, de benytter:
Højstemt, højtsvungen højlands-heavy så at sige. Hvor alle omkvæd brutalt sagt er variationer over Gary Moores ”Over The Hills And Far Away” (som i forvejen var en variation over et hvilket som helst keltisk tema, du kan komme i tanker om).
Ind imellem kan det såmænd være ganske charmerende, men spredt ud over næsten to timers koncert er den formel alt for ensformig. Ligesom det ikke hjælper, at Sabaton live næppe er så live, så det gør noget – der var ganske mange keyboardflader af et band, som kun i ét nummer har en keyboardspiller, at være – for ikke at tale om de drabelige kor, kun fire mand skulle forestille at levere.
Ja, jeg ved fandeme godt, at 'det er der da så mange, der gør', men det bliver det ikke mere ægte af.
Jo, Sabatons fans var i et allerhelvedes humør og bandets åbenlyse glæde over den modtagelse, der blev dem til del, var såmænd herlig at opleve. Men sæt Accept op mod Sabaton – det gjorde de jo sådan set selv – ja så rækker begrebet ”klasseforskel” som en vandpistol i et panserslag.
Så burde selv aftenens påståede hovednavn kunne forstå det.
PS.: Der er ingen præmier for at gætte, hvem der slæber fem stjerner hjem til denne anmeldelse. Og må vi SÅ snart få Accept tilbage som hovednavn!
Sabaton & Accept, Vega, København, 21.03
