____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>AF STEFFEN JUNGERSEN

Steffenjungersen.dk

Neil Young kan muligvis ikke redde verden, men hans koncerter gør afgjort samme verden til et bedre sted at leve

Se, skulle man være i dét humør, kan man sagtens finde endda ret meget at irriteres over ved 1960’ernes selvtilfredse hippier.

Eksempelvis burde de mennesker, der introducerede bevægelsens tøjvaner, vel som et minimum have været idømt betragtelige bødestraffe, ligesom man langt fra er sikker på, om hippiernes idéer om fri børneopdragelse nødvendigvis bidrog positivt til de kommende års kriminalitets-statistikker.

Nå, lad det ligge, for i deres alt overskyggende budskab, havde hippierne sgu’ ret: De dér begreber 'fred' og 'kærlighed' kunne man godt bygge en fornuftig verden på, hvis det skulle være.

Men skulle det være? Nej, gu’ skulle det ej, og hér næsten fem årtier efter bevægelsens storhedstid har vi flere krige, større social uretfærdighed og mere nød og elendighed end i umindelige tider. Måske nogensinde.

Det er så hér den 68-årige canadier Neil Young kommer ind i billedet, hvis du skulle være begyndt at undre dig over, hvor han blev af. Som en al for sjælden anstændighedens indignerede stemme i et kor af vanvittige, insisterer Young den dag i dag på utvetydigt at gøre opmærksom på, at verden og vi selv har fortjent bedre, end dét den og vi udsættes for.

Det gjorde Neil og hans ubetalelige på én gang skramlende og duvende dynamiske backingband Crazy Horse også i Forum på Frederiksberg onsdag aften. Ved en koncert, som i perioder var både bragende bjergtagende og sugende smuk.

Således allerede i den første af mange opfordringer til at lade det gode vinde, en fænomenal og godt kvarter lang 'Love And Only Love' fyldt med med talrige af Youngs karakteristiske crescendo guitarsoli.

Den blev så fulgt op ad endnu én af slagsen, den blændende 'Powderfinger', inden en inspireret og følt udgave af den mesterlige 'Days That Used To Be' fik min sidemand til i noget, der kandiderer til ”årets underdrivelse”, at henånde:

”Med fare for at blive citeret: Det er faneme smukt det dér!”

Bevares, så velment Neils hippie-inspirerede tirader ellers er, så bliver de også ind imellem en tand for meget. Blandt andet i aftenens lovlig søgte ekstranummer 'Who’s Gonna Stand Up And Save The Earth'.

Young er nu engang bedst, når hans opfordringer til at opføre sig ordentligt så at sige indeholder en skjult trussel om, at du får én på skallen, hvis du ikke snart fatter budskabet. Om ikke med andet så med endnu en feedback hylende guitarsolo fra hovedmandens skrammede Gibson guitar.

Men ærligt talt; lad blot de få kritikpunkter ligge. For det er så uendelig sjældent, at man til en koncert får en finale så mesterlig som dén, Neil og Crazy Horse gav os i Forum. Nemlig den rock and roll ekstase det var først at blive budt på en ti minutter lang udgave af klassikeren ”Cortez The Killer” blot for at følge den op med måske dén bedste udgave af fantastiske ”Rockin’ In The Free World”, jeg nogensinde har hørt. Simpelthen et kvarters mesterklasse i insisterende, sammenbidt og dynamisk rock and roll urkraft, mine damer og herrer.

For nu at citere noget en kær kollega engang altid havde det med at fyre af, når man forlod en koncert af denne kaliber:

- Man går herfra som et bedre menneske!

Dermed kan Neil Young leve videre i tryg forvisning om, at han ikke gør det, han gør, forgæves. . .

En fremragende aften.

Steffenjungersen.dk
NEIL YOUNG & CRAZY HORSE, Forum, onsdag aften