Ét af de – om ikke dét – fineste bands i dansk rockhistorie bibeholder med største selvfølgelighed ”det var lige godt satans!” effekten

Så gik der lige 22 år siden din afsindige afsendte første gang oplevede Dizzy Mizz Lizzy.
I den tid har man haft ganske mange forbilledligt formidable og fortfarende fornemme oplevelser med d’herrer Tim Christensen (sang, guitar), Søren Friis (trommer) og Martin Nielsen.

I Forum lørdag aften gik der så syv kvarter, og jeg følte mig atter hensat til at repetere en sætning, som stort set har været et mantra i den sammenhæng, siden Dizzy Mizz Lizzy i 1994 på Tims 20 års fødselsdag i mit nærvær spillede op til den største fest i Roskilde Festivals grønne telts historie.
Nemlig:
Det var lige godt SATANS!!

Jeg erkender blankt, at den sætning næppe får mig optaget i den næste udgave af ”Historiens store citater”, men det får være. Al den stund at dét altså er intet mindre end mageløst, hvorledes dét band – til trods for at man selvsagt godt ved, de er gode – gang på gang live lige igen sætter en ekstra streg under og kursiverer ordet ”enestående”, når man oplever dem.

Dizzy Mizz Lizzy solgte i sin tid de 10.000 billetter i Forum ud på en time. Og fra dét øjeblik tæppet gik op, og bandet satte i med nye ”I Would If I Could But I Can’t” fulgt op af den for aftenen såre præcist betitlede ”Glory” var vi oppe i et stemningsleje, som fik euforien til en landsholds triumf (hvis nogen ellers efterhånden kan huske da den slags var relevant) til at lignes ved et summemøde i et komatøst revisorsammenrend i Ringsted.

Skal man kort forsøge at forklare, hvad der gør Dizzy Mizz Lizzy så meget bedre end de fleste andre bands – såvel nationalt som internationalt – så er samme forklaringen, at Dizzy – udover de sange, I ved - besidder vovemod. De spiller musik at hjertens lyst og sammes kærlighed til den musik, og de er ikke bange for at tage på de musikalske opdagelsesrejser og improvisere for at se, hvor det hele så måtte ende.

Det endte eksempelvis i et formidabelt turneret og dårende dynamisk medley af ”Mother Nature’s Recipe” og  ”67 Seas In Your Eyes” i en regulær rockhistorisk lektion . . . og hér taler vi den GODE rockhistorie, som den strækker sig fra Beatles og Stones via Zeppelin, Sabbath og Purple til Soundgarden.

Intet mindre end en mesterklasse d’damer og herrer.
Og når man så på samme aften kan stå og tørre en hjerteblodets tåre af det slidte glasøje til regulært regerende klassikere som ”Barbedwired Baby’s Dream”, ”Rotator”, ”Love Is A Loser’s Game” og ”Run” suppleret med det intet mindre end fremragende nye nummer ”Fly Under The Radar”. . . ja, så er det altså fandens svært at finde noget at  brokke sig over.

Hvilket jeg således vil undlade. Blot vil jeg konstatere at Dizzy Mizz Lizzy i mine øren er ét af de fineste rockbands, dette land nogensinde har fostret. Måske endda en tand mere end det, for de er fandeme og som nævnt enestående!

DIZZY MIZZ LIZZY, Forum, Frederiksberg