Bon Jovi-sangeren blev sent mandag aften, dansk tid, udsat for en ualmindelig ondsindet joke.

 Ifølge dailynewbloginternational blev den amerikanske rockstjerne Jon Bon Jovi fundet i coma på Empress Hotel i Asbury Park New Jersey.

Jon Bon Jovi optrådte mandag aften, amerikansk tid, til en festival i sin hjemby New Jersey.

Men ifølge en Douglas Gray fra redningstjenesten Fire Department First Aid blev Bon Jovi fundet i sin lejlighed efter et kollaps.

LÆS OGSÅ: 

Han trak ikke vejret, da redningsfolkene nåede frem. Skriver altså dailynewbloginternational, som citerer den lokale avis The Time.

Kort efter denne nyhed poppede op på sitet, dementerede gossipop.com imidlertid historien.

Den bygger på et løgnagtigt rygte, skriver gossipop.com.

- Ifølge falske rygter, som stammer fra Twitter blev rockstjernen fundet i koma på et hotel i New Jersey og bragt til et hospital efter et hjertetilfælde. Det er 100 pct. falsk. Han er i live og har det godt, fortæller folk fra hans management til gossipop.com.

Senere på aftenen trådte den 49-årige sanger så frem på Facebook og Twitter med de beroligende ord: Jeg lever. Samtidig lagde han et foto af sig selv ud, hvor han står foran et juletræ i sit hjem.

Flere løjet død

Bon Jovi er langt fra den første stjerne, der bliver løjet død. Før ham har bl.a. Eddie Murphy, Jim Carrey og bysbarnet Bruce Springsteen været udsat for det samme.

LÆS OGSÅ:
 

Bon Jovi-guitaristen Ritchie Samboras ekskone Heather Locklear har været udsat for tilsvarende rygter. Den slags har floreret siden Hollywoods tidligste 'barndom' i 30erne, men tendensen er ikke blevet mindre udbredt efter de sociale mediers succes. Jon Bon Jovi har været frontmand i rockbandet Bon Jovi siden 1983.

Der har været pauser undervejs, men de seneste år har bandet optrådt flittigt i stort set den oprindelige besætning. Bon Jovi spillede ved Randers i 2008 ved en koncert, der især huskes for et enormt trafikkaos. De spillede igen sidste år ved en koncert i Horsens.