Så det er med tungt hjerte, jeg må afsløre, at den velklædte vestjyske verdensmands 14. studiealbum – hans første af slagsen i over fire år – udgøres af ti jævnt hen bovlamme countryrock/folk sange, som for størstedelens vedkommende er så laidback, at musikerne i flere omgange må være væltet bagover på stolene i studiet.
Johnny Madsen har tidligere bedrevet noget-nær-mesterværker i denne stil, men det er ikke tilfældet hér.
Sangene er et pænt stykke ad vejen alt for genkendelige af den forkerte årsag: nemlig dén at Johnny har lavet det hér mange gange før – bare bedre.
Pressematerialet gør et stort nummer ud af, at albummet er inspireret af Johnnys rejse til USA for et par år siden og dernæst er indspillet på Montmartre i Paris. Det får så være, men det gør ingen forskel for lytteren.
Et par sange på albummet hæver sig over det middelmådige – den smukke 'Chicago City' kysser i perioder de poetiske luftlag, hvor Madsen er bedst, mens den fabulerende Bob Dylan pastische 'Vælter forlæns' også er ganske underholdende.
Men ellers er 'Le New York' i bedste fald jævn og i værste jævnt skuffende. Det ville klæde Johnny at hanke op i indledsningsvist nævnte rock’n’roll band (hverken bassisten Niels Mogensen eller pianist Martin Jønsson er med her) og få fat i en producer, som tør sige fra og råbe op. Med andre ord en mand, som kan give Madsen modstand og ikke vil finde sig i, at han spiller så sikkert som hér.
Den tredje stjerne er udelukkende ment som en opmuntring til at give den én på godda’en næste gang, Johnny!
