Millioner af fans over hele jorden er chokerede over Joe Cockers uventede død.

Og den danske koncertarrangør John Christoffersen er én af dem.

- Jeg vidste slet ikke, at han var syg. Jeg er virkelig overrasket, siger John Christoffersen, der også var Cockers gode ven.

- Han var en sand gentleman. Han levede utroligt spartansk. Han var venlig og imødekommende overfor alle omkring sig. Og hans store passion var - tro det eller lad være - tomater, siger Christoffersen med en stille grin.

- Det bedste, du kunne give Joe, var simpelthen nogle tomatfrø, som han kunne plante, når han kom hjem, siger John Christoffersen, der stod bag to af Cockers sidste danske koncerter:: Én på Plænen i Tivoli i 2011 og én i august sidste år.

- Hans manager sagde godt nok, at der ikke var nogle planer for 2015, da jeg snakkede med dem fornylig. Så de vidste nok godt, at han var syg, siger John Christoffersen, der ikke har svært ved at forstå Joe Cockers store succes, der strakte sig over næsten seks årtier - Han optrådte første gang som 12-årig.

- Joe Cocker sang jo med sjælen og hjertet. Nogle mente måske, at han slet ikke kunne synge. Men dét kunne han i dén grad. Og i de sidste år af hans liv, sang han faktisk bedre, end han havde gjort længe, siger John Christoffersen.

ghjfg

Ifølge bladet Rolling Stone led Joe Cocker af lungekræft. Men dødsårsagen er endnu ikke bekræftet af familien.

Britisk-fødte Joe Cocker boede i flere årtier i USA. Og han døde da også på sin ranch i staten Colorado.