Hver en tone og hvert et ord på Annette Heicks nye halvsvenske popalbum emmer af livsglæde og nyfunden selvtillid.

Først svigter hun os til fordel for de satans svenskere. Hun bor nu i Malmö med både mand og børn. Og ikke nok med det. Nu har Annette Heick også lokket sine forældre Keld og Hilda (en dansk institution) med over på den mørke side af sundet.

Og for at føje spot til skade, vrimler det også med svenske musikere og sangere på Annettes nye album 'Grænseløs' - der udkommer på mandag. Men alt er forladt.

'Grænseløs' er nemlig én af de herlige skiver, der bare gør én glad i låget. Mange af sangene kredser om de ting, Annette bliver spurgt op i sin brevkasse.

Men hun formår at vende betragtningerne om alt fra utroskab til hjemløshed og truende alderdom (Annette er også selv passeret de 40) til noget, der kommer os alle ved. Og så er det hele sat til musik, så poppende let og velspillet, at man hjælpeløst må se til, mens højrefoden allerede efter tre takter af startsangen 'Pitstop Öresund' hopper op og ned.

Stilen er mere poprock end danskpop. Og ikke underligt har det hele fået en snert af den stolte og tidløse svenske poptradition, hvor man ikke er bange for at fyre op under oldnordiske instrumenter som den forvrængede guitar og det kogende hammondorgel.

Efter sin medvirken i musicalen 'Wicket' er det også somom Annette Heick også for alvor har fundet sin egen helt personlige pop-sangstemme.

Uden hørbar anstrengelse er Annettes vokal nemlig varm, afslappet og sødmefuld. Og selvom teksterne ikke altid er lige farligt originale, tror man som lytter på hvert et ord.