Anmeldernes kæledægge, den excentriske Bisse kunne ikke finde ud af at sortere i sit allerede enorme bagkatalog, men tæskede al energien ud af sit publikum med en over 2 timer lang marathonkoncert.
Thorbjørn ”Bisse” Radisch Bredkjær har fortjent fyldt meget i det danske musiklandskab det sidste år. Sangskriverens blanding af aggressivt glam-rap, turbulent hvirvlende rock og drømmende spoken-word-pop – som han med karakteristisk selviscenesættelse har døbt til det pirrende Death Wellness - har, især det sidste år, fået anmelderne til at skamrose sjællænderen fra Kirke Saaby med de excentriske tekster.
Tour de Smackdown
Han trak 5 priser hjem fra musikkritikernes branchepris Steppeulven i vinter, han fucker moderigtigt og selvbevidst med kønsnormerne, og hans usandsynligt høje produktionsfrekvens af sange gør, at der hele tiden er nyt at sige og skrive om Bisse.
Bisse selv kunne ikke være mere klar til det store gennembrud. Det var tydeligt på Vega lørdag aften, hvor han og det gigantiske band – som blandt andet talte 2 trommeslagere, et større korensemble, en blæser-trio og en stryger-kvartet - gav en intenst indlevet, gennembankende ”Tour de Smackdown” i Bisse imponerende bagkatalog (5 albums på 2 år!), med hovedfokus p dobbeltalbummet ’Højlandet’.
Det er de færreste kunstnere, som succesfuldt kan gennemføre en koncert på mere end 2 timer uden, at publikum begynder at blive fodtrætte – når vi taler den slags marathonkoncerter, er vi typisk oppe i hitparadernes absolutte sværvægtsliga (Bruce, Stones, Beyoncé, you name it).
Det sked Bisse højt og flot på, og spillede i knap 2 timer og et kvarter. Men hvorfor også begrænse sig, hvis man har så meget på hjerte? Hvis man elsker at blive set og hørt, at krænge sig selv ud og mærke sit publikum?
Problemet med dét greb er bare, at Bisses sange - hvor udfordrende og æggende de end er – for størstedelens tilfælde ikke er hverken særligt melodiske og catchy. Flere af dem er mere ufærdige skitser og uredigerede tankeeksperimenter. Altså ikke ligefrem hitkavalkade-venlige.
Det er selvfølgelig imponerende at have så tung en sangbagage, som Bisse har så tidligt i sin karriere. Men kvantitet er ikke lig med kvalitet. Beklager. Det er ligeså meget en kunst at kunne udvælge, kuratere og begrænse. Tænke i stemninger og bygge momenterne grundigt op. Den kunst er desværre ikke en, som den intense Bisse besidder (endnu).
Bisse, Store Vega, lørdag aften
