Siden midthalvfemserne har Robert Fisher udgivet albums under banneret Willard Grant Conspiracy; et foretagende, der fra start har været en løs størrelse, hvis line-up er skiftet fra album til album.
På ti år gamle ’Mojave’ fik han for eksempel hjælp fra hele 16 forskellige musikere, og så siger det alligevel lidt, at han i aftes kun havde medbragt violinist Josh Hillman og guitaristen Paul Tasker fra opvarmningsbandet Doghouse Roses – jo, det skulle blive mere intimt end grandiost.
Men med en musikalsk side, der fusionerer Lambchops alternative country med The Walkabouts’ country noir og Fishers dybe barytonstemme, som lander et sted mellem Johnny Cash og Michael Gira, så skulle der så også meget galt, før man for alvor ville være blevet skuffet.
Hjemsøgende stemme
Da aftenens hovedperson luskede på scenen, kunne man imidlertid sagtens så tvivl om, om det rent faktisk var hr. Fisher, eller om han havde sendt Michael Moore som afløser. Væk var fuldskægget nemlig, men det var de mange kilo ikke.
Den velvalgte åbningssang, drukvisen ’Drunkard’s Prayer’, eliminerede dog hurtigt tvivlen – dén leverede Fisher nemlig med sin hjemsøgende signaturstemme, der fra start lagde en gravalvorlig stemning for dagen.
Og så tog det ellers den bastante frontmand lidt tid at spille sig varm, men herefter stod den til gengæld på en koncentreret times dyster country med nik tilbage til ikoner som Bob Dylan, Neil Young, Nick Cave og såmænd også Chris Isaak.
Fortryllende format
Man kunne ikke lade være med at tænke, at et par ekstra musikere kunne have hævet seancen (Fisher lod os da også vide, at pianisten sad ude grundet et ødelagt keyboard), men i stedet var det de sange, hvor vokalen stod nøgen og alene, der var de bedste.
Eksempelvis gospel-a cappellaen ’Ballad of John Parker’ og ’Fare Thee Well’ fik hårene til at rejse sig, men ofte virkede det som en hæmsko med det spartanske setup. Man havde fornemmelsen af, at nogle af de rigere orkestrerede (og bedre) sange blev udeladt.
Kun ’Paint It Blue’ stak for alvor ud blandt de nedstrippede sange, da Josh Hillmans smukke violinspil eksploderede i et kaotisk klimaks af forvrængning og feedback. Dén slags nuancer måtte der gerne have været flere af…
Når koncerten alligevel virkede så stærkt, så skyldtes det hovedsageligt Fishers fortryllende format som medrivende sanger – det var hans show. Og tak for det.
