Sangerinden Jette Torp var mildest talt ikke begejstret, da hun søndag var inde og se Aarhus Symfoniorkesters nytårskoncert. Faktisk var hun så utilfreds, at hun endte med at udvandre fra arrangementet og sin plads på 1. balkon.

Koncerten var en opførelse af Johan Strauss' operette 'Flagermusen' fra 1874, og i tredje akt kommer fængselsbetjent Frosch på scenen for at holde en aktuel monolog, der traditionen tro skal være både satirisk og samfundskritisk.

Forfatter og radiovært Knud Romer indtog rollen som Frosch i Aarhus, og det var hans monolog, der blev for meget for sangerinden Jette Torp, som valgte at forlade salen under hans optræden.

»Det var helt galt i min optik. Jeg synes egentlig, at det hele savnede niveau - og han toppede det så,« siger Jette Torp til DRs P2 og tilføjer, at flere andre kom med buh-råb og forlod koncerten.

I talen jubler Knud Romer blandt andet over, at George Michael og David Bowie er døde, mens han begræder, at Linse Kesslers bryster er blevet opereret mindre. Derudover glæder han sig over, at der skal spares på budgetterne til den klassiske musik.

»Stilheden vil endelig brede sig, indtil der ikke er en tone tilbage,« lyder det, hvorefter Knud Romer forklarer, at Musikhuset i Aarhus fremover kan bruges som en stor sauna, mens Operaen i København kan bruges som udvidelse til Fisketorvet - når publikum nu alligevel forsvinder, forstås.

Ifølge Jette Torp var talen dog slet ikke passende og mener, at det svarede til, at hun selv begyndte at brokke sig over, hvor svært det er at sælge cd'er.

Knud Romer selv er dog alt andet end ked af kritikken. Tværtimod sætter han meget pris på, at Jette Torp har reageret på den operette, hun har været inde og se. For spørger man Knud Romer, måtte klassisk musik i Danmark gerne skabe langt mere debat, end det gør i dag.

»Det er lang tid siden, at klassisk musik har benyttet sig af sit potentiale til at nå længere ud over rampen end bare at lulle folk i søvn,« siger Knud Romer til BT og tilføjer:

»Jeg er lykkelig for, at det deler vandene. At nogle er begejstrede, og nogle føler sig trådt på manchetterne - sådan skal 'Fagermusen' være. Jeg er glad for, at nogen bliver stødt, det betyder, det har fungeret. Jeg synes, Jette Torp har gjort klassisk musik en stor tjeneste ved at blive stødt.«

Knud Romer understreger, at hans monolog naturligvis er fyldt med ironi og sarkasme, når han eksempelvis jubler over George Michaels død, men det er hele pointen.

»Nogle tror, jeg danser på klassisk musiks grav og synes, det er fremragende, at George Michael og David Bowie er døde, men så har man ikke de mentale redskaber, der skal til for at gå til koncert. Det er sarkasme. Det kræver, at folk er med på joken. Hvis det er folkekomedie-satire, hvor alle kan klaske sig på lårene, så har du ikke gjort dit job ordentligt. Satiren skal være der, hvor blodet pibler frem,« siger Knud Romer.

Han forklarer, at rollen som fængselsbetjent Flosch altid har været ment som en stemme, der skulle lave lidt ballade - og derfor var det for ham oplagt blandt andet at kommentere på de mange nedskæringer inden for det klassiske kulturliv, som han ikke mener, har et talerør mange andre steder.

Samtidig mener han, at hvis kulturen i det hele taget - og den klassiske musik i særdeleshed - skal til at overleve på markedsvilkår uden lige så meget støtte fra politikerne, så må man også anstrenge sig for at komme bredere ud med voldsommere midler.

»Det handler om at nå ud til folk. Skandale er berømmelsens mord, og det er den måde, det fungerer på på markedsvilkår. Når kulturlivet er i en darwinistisk overlevelseskamp, må den oppe sig og tage skrappere midler i brug,« siger Knud Romer.